Billede beskrivelse

Daniel blev fanget af Islamisk Stat: Sådan har han det i dag

25. november 2024 kl. 17.02

HJØRRING: 13. januar 2025 klokken 19.00 er Vendelbohus ramme for fotojournalisten Daniel Ryes forfærdelige og gribende fortælling om sit fangenskab hos Islamisk Stat.

I sommeren sidste år stod Daniel Rye igen ansigt til ansigt med Alexanda Kotey. Han var én af de brutale fangevogtere fra gruppen af IS-terrorister, også kendt som "The Beatles". Og han var en central og frygtindgydende figur i Daniel Ryes fangenskab.

Ved retssagen i USA vidnede Daniel selv mod de mænd, der gjorde hans 398 dage som gidsel til et helvede. Denne milepæl markerede afslutningen på en lang og hård periode, og nu deler Daniel åbent sin efterfølgende rejse mod at genfinde livsglæden. Det gør han på trods af de lange skygger som hans skæbnesvangre tid i Syrien stadig kaster den dag i dag.

Der er gået godt ni år, siden Daniel kom hjem fra sin skæbnesvangre rejse til Syrien, og den overståede retssag markerede et slags punktum.

Derfor er Daniel Rye nu klar til at åbne yderligere op og ærligt fortælle om sin voldsomme og svære kamp for at bevare sig selv og for at få et normalt liv efter 398 dage i fangenskab.

I sit nye foredrag tager Daniel Rye sine tilhørere med bag facaden på sin inspirerende og rørende mission om at genskabe et normalt liv efter fangenskabet. Han fortæller ærligt om afhøringer hos efterretningstjenester, møder med sine medfangers efterladte og den konstante indre kamp for at finde ro. Fra tiden umiddelbart efter sin frigivelse og årene, hvor opgøret med minderne har fyldt alt. Til i dag, hvor friheden endelig er begyndt at bundfælde sig.

Daniel Rye blev kendt for sin historie gennem Puk Damsgaards bog ”Ser du månen, Daniel” og den efterfølgende filmatisering. Senest har retsopgøret mod IS-terroristerne været fokus i Damsgaards podcast og DR’s serie Gidsel. I september 2023 udkom bogen "Nærmest fri – min vej ud af mørket", hvor Daniel selv fortæller om vejen videre efter fangenskabet.

Billetter kan købes på Originaltalks.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste