Billede beskrivelse

Dana Cup udvides med løb: - Vi skal prøve noget nyt

11. marts 2026 kl. 19.01

HJØRRING: De fleste i Hjørring kender Dana Cup som den internationale ungdomsturnering i fodbold, der hvert år i uge 30 fylder byen med tusindvis af spillere og ledere fra hele verden. 

Nu vil arrangørerne bag turneringen prøve noget nyt.

Søndag 29. marts klokken 11 arrangerer Dana Cup for første gang Dana Cup Run med start og mål i Park Vendia.

Løbet er åbent for alle og byder på tre distancer: 5 kilometer, 10 kilometer og halvmaraton på 21,1 kilometer.

– Vi kunne godt tænke os at prøve noget nyt og lave noget andet end bare fodbold i uge 30, siger administrativ medarbejder Jonas Menholt, der til daglig arbejder med økonomien i Dana Cup.

Vil vise nye sider af Dana Cup

Initiativet er et forsøg på at sætte Dana Cup-navnet i spil på nye måder og skabe aktiviteter i Hjørring uden for selve fodboldturneringen.

– Det er også en måde at få vores navn Dana Cup ud på andre måder og vise, at vi faktisk er mere end bare fodbold i uge 30, siger Jonas Menholt.

Erfarne kræfter hjælper

Til den praktiske afvikling af løbet har Dana Cup allieret sig med stærke kræfter fra Coast2Coast, som har stor erfaring med at arrangere løb.

De hjælper blandt andet med planlægning af ruter, tidtagning og den praktiske gennemførelse på dagen.

Sikker rute uden store veje

Ruten til Dana Cup Run er lagt som rundeløb i området omkring Dana Cup Sportscenter og Park Vendia.

– Det, jeg synes, er mega fedt ved vores løb, er, at folk ikke skal krydse nogle større veje. Vi holder ruten inde på vores område, så man undgår befærdede veje, siger Jonas.

Selvom løbet afholdes for første gang, har interessen allerede været pæn. Lidt over 200 deltagere er foreløbigt tilmeldt.

– Det er jo første gang, vi laver løbet, så vi er egentlig ganske tilfredse med starten. Og så håber vi selvfølgelig, at endnu flere får lyst til at være med fremover, siger Jonas Menholt.

Ambitionen er, at Dana Cup Run kan blive en tilbagevendende begivenhed i Hjørring.
Startskuddet til det første Dana Cup Run lyder søndag 29. marts klokken 11 i Park Vendia.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste