Billede beskrivelse

At rejse er at leve: En unik sommerudstilling på Kaosfabrikken

01. juni 2025 kl. 11.01

LØKKEN: Hvad sker der, når udenrigskorrespondenten møder billedkunstneren? Hvad sker der, når livets umiddelbare skønhed og glæde støder sammen med krig, død og ødelæggelse? Et dramatisk møde, men samtidig virkeligheden for parret DR’s udenrigskorrespondent Ib Rehné og kunstner Mette Rehné.

Det fortæller Kaosfabrikken. 

De rejste ud i verden og til verdens brændpunkter, hvor Ib Rehné i mere end 30 år var stemmen i radioen og ansigtet i TV. Han rapporterede engageret og med stor involvering fra blandt andet Mellemøsten, Indien, Pakistan, Vietnam, Nordafrika og Afghanistan – ofte med sin familie ved sin side, herunder kunstner Mette Rehné.

Lørdag den 7. juni kl. 15.00 åbner Kaosfabrikken udstillingen ‘At rejse er at leve’ – en unik udstilling, hvor mere end 20 af Mette Rehnés originalværker udstilles og sættes til salg. Samtidig sættes der fokus på Ib Rehnés liv og virke som forfatter og korrespondent.

Besøgende kan blandt andet høre historien om, da Ib som blot 14-årig stak af hjemmefra. Han tog sin cykel og blev først standset af udenrigsministeriet og sine forældre i Paris. Året var 1936 – han var på vej til Spanien for at deltage i borgerkrigen.

Billede beskrivelse

Kaosfabrikkens indehaver Ellen Raunsmed fortæller:

- Mette Rehné var en nær ven. Ib og Mette havde datteren Anna, og hun og hendes familie betragtes som nære relationer. Derfor betyder denne udstilling meget for os, og vi har fået en unik adgang til både kunstværker og et stort arkiv af private optagelser og billeder.

Kunstner Mette Rehné levede et farverigt liv og rejste verden rundt. Hun havde rødder i Vendsyssel, hvor hun også tilbragte sine sidste år. Hendes kunst er inspireret af de stærke indtryk fra blandt andet Mellemøsten. Hun beskrev sig selv som historiefortæller, med fascination hentet fra store danske fortællere som H.C. Andersen og Karen Blixen.

Ellen Raunsmed fortsætter:

- Igennem tiden blev der ofte talt om at facilitere en udstilling med fokus på naivistisk kunst for at udbrede kendskabet og forståelsen for naivismen i Danmark. Det nåede vi ikke inden Mettes pludselige død, men derfor er det en stor glæde, at der i udstillingsperioden vil blive afholdt foredrag og oplæg med fokus på naivismen.

Der afholdes fernisering pinselørdag den 7. juni kl. 15.00 på Kaosfabrikken i Løkken.

Der vil være åningstale ved forfatter og skribent Grethe Rolle.

Udstillingen indeholder mere end 20 originalværker af Mette Rehné – en retrospektiv udstilling med værker fra hele hendes kunstneriske virke. Desuden er der et rum dedikeret til fortællingen om Ib Rehnés liv og virke samt deres fælles liv, præsenteret i lyd, billeder og film.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste