Billede beskrivelse

5. klasse fra Hirtshals er blandt de nominerede i regional skole konkurrence

21. november 2024 kl. 11.03

HIRTSHALS: Telenor har netop annonceret de nominerede klasser til årets #digitalpænt-skolekonkurrence, hvor elever fra hele landet konkurrerer om en præmie på 10.000 kroner. I Region Nordjylland er 5. klasse fra Hirtshals Undervisningssted blandt de udvalgte finalister.

Siden 2016 har Telenor tilbudt undervisningsmateriale under temaet #digitaltpænt til elever i 4.-6. klasse, og i år er materialet blevet fornyet i samarbejde med læringsbureauet Forstå. 

Målet er at støtte børn i deres digitale dannelse og ruste dem til at færdes trygt online. Det nye materiale er udviklet med input fra elever og lærere, så det afspejler børnenes hverdag og de udfordringer, de kan møde på nettet.

Skolekonkurrencen er en del af #digitalpænt-programmet, hvor deltagerne skaber en video om det, de har lært gennem undervisningen. Telenor udpeger en vinder i hver region, og i Region Nordjylland står 5. klasse fra Hirtshals Undervisningssted nu som en af tre nominerede.

De øvrige finalister i regionen er 6A fra Strandby Skole og 6A fra Assens Skole.

- Vi har modtaget mange videoer til konkurrencen, og vi er dybt imponerede over børnenes refleksioner, kreativitet og evne til at formidle et vigtigt budskab. Børnenes arbejde viser tydeligt, hvor engagerede de har været, og det er skønt at se så mange innovative idéer og perspektiver. Det er et meget stærkt felt, hvilket gør det svært at udpege én vinder i regionen, udtrykker Cecilie Bruun Iversen, Director for Communications & ESG i Telenor, med stor begejstring.

Digital dannelse engagerer rekordmange klasser

I år har omkring 800 klasser fra 4., 5. og 6. årgang valgt at arbejde med #digitalpænt-materialet, og dermed deltager næsten 20.000 elever i Telenors initiativ for digital dannelse. 

Dette års undervisningsmateriale omhandler bl.a. de dilemmaer, som børn kan opleve online, samt vigtigheden af at inddrage voksne i deres digitale oplevelser.

Konkurrencens kriterier

Videoerne skal være på to minutter, og må ikke indeholde ophavsretsbeskyttet musik. Juryen, der består af repræsentanter fra Julemærkefonden, Center for Digital Pædagogik, Politiken og Telenor, bedømmer filmene. 

Vinderklassen fra hver region modtager en præmie på 10.000 kroner til en valgfri aktivitet for klassen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste