225 korsangere og 8 spidskandidater finder den gode tone i Frysehuset
HJØRRING: Syngende Vælgermøde – Brug din stemme – tirsdag den 11. november. Frysehuset i Hjørring lægger scene og stemning til et vælgermøde ud over det sædvanlige tirsdag den 11. november.
Her mødes 225 korsangere og otte spidskandidater til en aften med både sang, samtale og samfundsengagement.
Publikum kan glæde sig til kendte melodier, stærke harmonier og en stemningsfuld atmosfære – alt sammen i demokratiets tjeneste.
Her diskuteres ikke kun fællesskab og politiske visioner – det mærkes, når hele salen løftes i sang med korstemmer i ryggen.
Dørene åbner kl. 17.30, og for dem der ønsker at spise sammen inden mødet, serveres der fællesspisning kl. 18.
Der tilbydes både valgflæsk og plantebaserede alternativer. Under middagen spiller unge talenter fra Hjørring Musiske Skole. Spisningen kræver tilmelding senest tirsdag den 4. november.
Aftenens moderator er Daniel Rugholm, som leder samtalen med spidskandidaterne:
Gry Bruun Nielsen (B), Per Møller (C), Søren Smalbro (V), Ellen Raunsmed (F), Frode Larsen (O), Thomas Klimek (A), Hans Jensen (Ø) og Anne Valsted Lauritsen (L).
Musikken leveres af Nordjysk Pigekor og Juniorkor, Skallerupkoret, Sysselkoret, Hjørring Kammerkor, Sundhedskoret og Happy Noise – alle under Sangkraft Hjørring.
Arrangementet begynder kl. 19.00, og gratis billetter kan hentes via Frysehuset.
Hjørring har et levende sangmiljø, og med Danmarks nordligste sangkraftcenter som bagtæppe er det håbet, at fællessang og dialog vil bringe borgerne tættere sammen. For som arrangørerne siger:
- Man kan ikke være uvenner med dem, man synger med.
Sangkraft Hjørring og Frysehuset inviterer alle til at stemme i og bruge deres stemme – både i sang og ved kommunalvalget den 18. november.