10 år med voksenfest og massiv opbakning
UGGERBY: Der var feststemning i Uggerby, da voksenfesten i år kunne fejre sit 10-års jubilæum.
Omkring 200 festglade gæster var samlet i forsamlingshuset, hvor dansegulvet endnu en gang blev fyldt til tonerne fra DJ Hammer.
Ifølge arrangørerne blev aftenen præcis den succes, de havde håbet på.
- Det gik fantastisk. Der var 200 mennesker, og stemningen var helt i top, fortæller Flemming Hammer Mortensen.
Ekstra wow-effekt til jubilæet
Til jubilæumsfesten havde arrangørerne gjort ekstra ud af rammerne.
Forsamlingshuset var pyntet op med ny udsmykning, blandt andet et sænket loft med stof, hvor der var lys under, så det skabte en slags lyshimmel.
Oppyntningen har krævet flere dages arbejde.
- Det har taget fire dage med oppyntning og nedtagning. Men det var jo jubilæumsår, så der måtte gerne gøres lidt ekstra ud af det, fortæller Flemming.
Nye idéer hvert tredje år
Oppyntningen bliver ikke ændret hvert år. I stedet arbejder arrangørerne typisk med det samme setup i op til tre år ad gangen, før de finder på noget nyt.
Efter årets fest begynder planlægningen derfor igen.
- Nu har vi lidt frirum til at tænke over, hvad vi skal finde på næste år. Vi lægger hovedet i blød og ser, hvad der kunne være sjovt at lave næste gang.
En ny generation finder ved til festen
Selvom arrangementet kaldes en voksenfest, er der også kommet en ny generation af gæster.
En gruppe på omkring 30-35 unge møder hvert år op samlet. De ankommer i traktor med kreaturvogn.
- Før var det bare en traktor, men nu samler de unge op undervejs. De kommer altid lidt senere, så de andre gæster kan se dem ankomme, fortæller Flemming.
Ifølge Flemming er det et tegn på, at festen også lever videre hos de yngre.
Næste dato er allerede klar
Selvom årets fest netop er overstået, er næste dato allerede fastlagt.
Næste Voksenfest i Uggerby bliver afholdt lørdag den 6. marts 2027.