Græder af glæde! Daisy stak af i panik nytårsnat, men intens søgen gav pote
Heidi og Bruno Kallehauge fra Vrå har brugt dagene efter nytårsaften på at lede efter deres elskede hund, som ved årskiftet løb væk i panik. Onsdag blev den fundet
VRÅ: De første dage af 2023 har været et mareridt for familien Kallehauge i Vrå, der har brugt alle vågne timer på at lede efter deres elskede hund Daisy, der ved årsskiftet smuttede ud af huset i Vrå og forsvandt.
Deres efterlysning af hunden, der er en blanding af en boxer og en labrador er også gået viralt på facebook, men onsdag middag var det familiens egen intensive søgen, der så at sige gav pote.
- Det er helt fantastisk. Vi har lige fundet hende ved et udhus på den tidligere Vrejlev Kro et par kilometer fra Vrå, fortæller Bruno Kallehauge, der nærmest græder af glæde i telefonen.
- Jeg har været helt ødelagt over det her og har ikke kunnet tage på arbejde i mit tømrerfirma. Hunden er et familiemedlem, og jeg har været plaget af skyldfølelse over, at den smuttede ud for mig, siger Bruno Kallehauge
Daisy er panisk angst for fyrværkeri, og derfor var det ikke meningen, at den skulle ud nytårsaften. Da familiens anden hund blev lukket ud for at tisse, smuttede Daisy imidlertid med ud, og så var den væk.
- Vi har frygtet det værste. Hvis de er i panik, kan de jo bare blive med at løbe indtil de falder om af udmattelse, siger Bruno Kallehauge.
Daisy trækker lidt på et ben, men ser ellers ud til at have klaret strabadserne.