Klumme: En historisk ambitiøs, ansvarlig jul
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Min jul bliver en ambitiøs jul, en ansvarlig jul, en historisk jul.
En reformjul. En bred jul.
En jul i arbejdstøjet.
And og flæskesteg på samme bord, henover midten, i et forpligtende samarbejde. Det er julens tale, julens klare tale. Risalamande, kirsebærsauce og mandel i et historisk, konstruktivt arbejdsfællesskab, skabt i erkendelse af, at vi ikke kan komme i mål med vores ambitiøse ambitioner, hvis vi fastholder uforenelige blokke. Summen af, hvad man kan sammen, er større lige nu, end hvad man kan hver for sig.
En stærk og robust jul. En jul med ambitiøse og ansvarlige gaver, der ikke puster unødigt til inflationen. En jul vokset ud af en december med klare løfter og tilsagn, men hvor enderne skal mødes og hvor langt fra alt kan opfyldes.
En jul med langsigtede, holdbare løsninger og ambitiøse akutpakker, men også med komplekse juledage, hvor råderummet til nye prioriteter er begrænset.
En stram, ansvarlig og konsekvent jul.
Ikke en driftsjul, hvor vi kun samles om det mest basale. Tværtimod vil vi sigte og stile højt, højt mod træets grønne toptop, med grene bøjet mod hinanden, kanter slebet, indrømmelser givet, mandler smuttet.
En jul, hvor vi ihukommer den historisk ambitiøse Jesus Kristus, som ligeledes gik forrest og modigt påtog sig et ansvar, et ambitiøst ansvar, et historisk ansvarligt ansvar, i en periode med strukturelle udfordringer. Som fødtes i en tid med et bureaukratisk styringsregime, disproportionale dokumentationskrav, omfattende regulering og kontrol, der også dengang drænede engagement og tog tid fra kerneopgaverne. En verdensfrelser, som tog fat på substantielle udfordringer i en svær politisk tid og oplevede sammenholdet blive testet.
En fremsynet jul.
En jul med danskproducerede franske kartofler og kulør fra en innovativ fødevaresektor, ikke i afvikling, men i fortsat udvikling, midt i en ambitiøs og omkostningseffektiv grøn omstilling under hensyntagen til dansk konkurrencekraft, erhvervsliv og offentlige finanser. Med traditioner og reformer, med flere ideer og nye vinkler. Hvor vi åbent og ærligt diskuterer, om vi fremover skal være endnu mere ambitiøse og holde juleaften allerede efter tredje søndag i advent. Tre uger må række i en omskiftelig og internationaliseret verden præget af opbrud.
En særlig løsning til en særlig tid.
En jul med mod og indsigt. Med åbenhed og nysgerrighed.
Men også en jul, hvor krav om ekspertvurderinger af faktuelle forhold i julefortællingen, magiske ledestjerner og tre vise mænd bortfalder. En stabil jul kan ikke fødes i mistillid.
En jul med masser af kompromiser, men - endnu vigtigere - høje ambitioner. En historisk ambitiøs, ansvarlig jul.
Og en jul, der får et ordentligt og værdigt punktum.