Ejere af populær restaurant overtager kendt hotel
Nyt koncept er på vej til hotel
Opdatering: Af en tidligere udgave af artiklen her fremgik det, at Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen havde købt Hotellet i Hjørring af Christian Espersen. Det er ikke korrekt. Parret har blot overtaget driften af stedet.
VENDSYSSEL: "En drøm bliver til virkelighed".
Så stort meldes det ud på Facebook, at ejerne af Restaurant Abstrakt i Hirtshals nu også rykker ind på "Hotellet" i Nørregade i Hjørring.
I Facebook-opslaget skriver ægteparret Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen blandt andet følgende:
"Vi har glædet os helt vildt til at fortælle jer dette! Vi går et meget spændene år i møde og hvorfor nu det? Jo nu skal i høre. Da vi åbnede restauranten (Abstrakt, red.) for 5 år siden begyndte drømmen om at åbne vores eget hotel. Den drøm bliver langt om længe til virkelighed. I det nye år overtager vi Hotellet i Hjørring".
Et afsæt i Hirtshals
Ægteparret lærte hinanden at kende i køkkenet på feriecenteret Fyrklit.
Men for fem år siden sprang de ud i at starte deres egen restaurant i Hirtshals. I Restaurant Abstrakt kunne man pludselig spise gourmetmad på kajkanten - og det nye tilbud voksede sig hurtigt populært blandt kunderne.
Succesen gav senere grobund for en ny investering for ægteparret - og i januar 2021 kunne Abstrakt-ejerne således fortælle, at de gik ind i et partnerskab omkring den traditionsrige Restaurant Svanelunden i Hjørring.
Og her to år senere er der altså basis for endnu en investering i Hjørring - denne gang i Hotellet.
- Kunne ikke lade være
Om baggrunden for investeringen fortæller Simon Emil Schiøtt Christensen følgende til Nordjyske:
- Vi har gjort det, fordi vi ikke rigtigt kunne lade være. Allerede for nogle år siden blev vi faktisk spurgt, om vi ville købe hotellet, men dengang passede det ikke rigtigt ind for os - blandt andet fordi vi i mellemtiden har fået to børn, som i dag er 2 år og 4 år. Men vi har faktisk altid drømt om at have vores eget hotel.
For et års tid siden var Simon Emil Schiøtt Christensen dog ude for at levere mad til en fest - og i den forbindelse mødte han den hidtidige ejer af Hotellet i Hjørring, Christian Espersen.
- Jeg sagde til Christian, at hvis han nogensinde skulle af med hotellet, så måtte han gerne ringe til os først. Og et halvt år senere så ringede han pludselig, siger Simon Emil Schiøtt Christensen med et smil.
- Og så var jeg ikke i tvivl om, at det var det, vi skulle arbejde hen imod.
Overtager senere på foråret
Forhandlingerne er endt med, at Christian Espersen bevarer ejerskabet - mens Abstrakt-parret overtager forpagtningen af Hotellet. Overtagelsen sker dog først senere på foråret - formentlig med åbning i april eller maj.
- Når vi nu kommer til at drive et hotel, så giver det os mulighed for at tilbyde en samlet pakke, hvis man kan sige det på den måde. Vi har i forvejen en gourmetrestaurant og en selskabsrestaurant - og nu kommer der så et hotel med 20 værelser til.
- Det giver en god synergi på den måde, at vi nu kan tilbyde stort set alt indenfor den her branche, og det tiltaler mig rigtigt meget. Vi kan flytte rundt på vores personale, og vi kan dygtiggøre både vores elever og os selv indenfor alle aspekter af faget, siger Simon Emil Schiøtt Christensen og tilføjer:
- Og så må jeg indrømme, at jeg ikke er så god til stilstand - så på den måde passer det mig også rigtigt godt, at der hele tiden sker noget nyt.
Et nyt koncept på vej
Abstraktparret vil endnu ikke løfte sløret for, hvordan de vil ændre på maden i restauranten på Hotellet - men der kommer til at ske noget nyt, fastslår de.
- Vi vil ikke løfte sløret for det endnu. Da vi først kommer til at overtage til april eller maj, så er der også meget, der kan ændre sig endnu. Men vi vil gerne satse på noget, der er mere folkeligt. Vi vil gerne skabe et sted, som folk kan have som stamsted - hvor man kan spise både tirsdag og torsdag, og hvor der ikke lægges på til fin mad og syv retter. Det skal være et sted, der er meget nede på jorden og har plads til alle. Men det bliver samtidig også et koncept, som Hjørring ikke har haft før - og som vi tror, at byen har manglet, siger Simon Emil Schiøtt Christensen.
- En stor mundfuld
Uden at sætte beløb på investeringen så fastslår Simon Emil Schiøtt Christensen, at det er noget af en satsning, som han og hustruen Kamilla nu har kastet sig over.
- Det er en kæmpe mundfuld. Men vi har to små børn, og de begynder også at kunne mærke, at far er meget væk i weekenderne. Så enten skal vi stoppe - eller også skal vi skalere op, så der er råd til at ansætte nogle flere folk til at styre de forskellige steder. Det her gør også, at jeg kan løsrive mig lidt mere fra køkkenet, så det ikke nødvendigvis bliver sådan, at jeg selv skal hakke løg. Og det gør også, at jeg med det her kan blive mere fleksibel overfor min familie, siger Simon Emil Schiøtt Christensen.