Efter 15 år: Nu træder Bo til som formand
Hjørring IF har valgt ny formand på sin generalforsamling. Det blev Bo Jeppesen, der i de sidste 15 år har været aktiv i klubben, både som spiller og som frivillig. De sidste fem år som fodboldformand. Han afløser Morten Rimer Christensen som formand, der han ønskede at stoppe.
Bo Jeppesen, er til daglig strategisk chefrådgiver for rektor på Aalborg Universitet, mener, at HI er et godt men vanskeligt sted som klub, da man skal balancere krav og forventninger fra både bredde og talent.
- HI er med sin DBU licens forpligtet til at være den førende klub i byen og Vendsyssel. Derfor skal HI fortsat udvikle sig, gerne sammen med andre, hvis vi vil være relevante for både de fleste og de bedste. Og der da også sket meget de sidste fem år. HI er ikke bare HI, vi er nu også Hjørring Fodbold Klub (HFK) og Vendsyssel Talent. Vi favner som den eneste klub både bredde og talent. Det er ikke nemt at forene alle interesser under samme tag, men vi er dog lykkedes med at tiltrække næsten 200 flere medlemmer de sidste fem år, fortæller Bo Jeppesen.
I sin beretning til generalforsamlingen understregede den nye formand, at det er nødvendigt med flere investeringer i fremtiden. Det kunne være i form af et tættere samarbejde med naboklubben Fortuna Hjørring.
Bestyrelsen i HI har peget på Morten Larsen til at efterfølge Bo Jeppesen som fodboldformand. Han er til daglig servicechef hos uddannelsesinstitutionen MARTEC, men kender HI fra mange år som træner, ligesom han har spillet et utal af førsteholdskampe for HI, men også divisionsfodbold i AaB.
- Jeg har som spiller og træner i HI haft mange glæder og samtidigt gjort mig nogle overvejelser om, hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for både bredde og talent, for børn og gamle i HI. Derfor vil jeg fokusere på, hvordan vi kan skabe bedst mulig sammenhæng mellem de forskellige afdelinger i HI. Det kommer ikke af sig selv og kræver, at mange frivillige er parat til at tage et nap med for foreningsfællesskabet, siger Morten Larsen.
HI tæller næsten 800 medlemmer og er moderklub for den professionelle klub Vendsyssel FF.