Vidste du, at du går rundt med kunst i lommen?
Kunstbygningen i Vrå inviterer 17. maj kl. 19 til et foredrag med Michael Vinter, der er leder af arkæologisk afdeling ved Vendsyssel Historiske Museum.
Han fortæller om de fantastiske nationalskatte, som er afbildet på vores pengesedler.
Foredraget er arrangeret i forbindelse med den aktuelle udstilling i Kunstbygningen "Fragmenter af Tid".
Her kan man opleve Karin Birgitte Lunds oplæg til rigets pengesedler, hvis motiver er hentet blandt danske oldtidsfund.
- Hvor kunstneren i fine streger har tolket det danske riges identitet med sine motiver, så kan arkæologien gøre os klogere på selve genstandenes baggrund, og det samfund de blev skabt i, fortæller Signe Højmark, der er leder og kurator for Kunstbygningen i Vrå-Engelundsamlingen.
- Publikum kan opleve kunstværkerne, få historien bag oldtidsfundene og binde tråde til fortællinger om Danmark, siger Signe Højmark.
Udstillingen "Fragmenter af Tid" kan ses frem til og med 29.maj.