Billede beskrivelse

Vendsyssel Teater hylder dramatikken

19. september 2022 kl. 14.01

23. september 1722 var det første gang muligt, at et dansk publikum kunne se en teaterforestilling, hvor skuespillerne talte folkets modersmål, dansk.

Det blev endegyldigt slået fast, hvor vigtigt det var, at borgere kunne opleve scenekunst, de kunne forstå, og som handlede om deres levede liv.

- I år er det 300 år siden, og i den anledning har Vendsyssel Teater og Dramatikkens Hus indgået et visionært samarbejde, hvor vi hylder vores samtid og sætter ny dansk dramatik i højsædet, lyder det i en pressemeddelelse.

- Vi fejrer jubilæet med en ny stor 4-dagsfestival og understreger, at den dramatik, som skrives nu anno 2022 sætter spor i fortællingen om vores samfund - en historie som vi alle er en del af.

Det er en begivenhed, der sætter publikum og dramatikere i stævne, og i det hele taget lader festivalens deltagere komme tættere på dramatikeres arbejde.

Dramatikkens Festival sætter dramatikeren i fokus ved at opprioritere og fremme dramatikeren i scenekunstsmiljøet, men også hos publikum.

Det afspejles i festivalprogrammet, som rummer publikumsinvolverende workshops, talks, debatter, digital formidling og readings af nye stykker, som vil vække interessen for ny dansk dramatik samt inspirere og bygge bro imellem såvel branche som publikum.

Alt dette sker under festlige og oplysende rammer, hvor alle er velkomne.

En hyldest til dramatikken foregår 21. til 24. september på Vendsyssel Teater.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste