Vanvittig komedie i baggården: - Det bliver festligt og fornøjeligt
Hjørring Sommerspil og Vendsyssel kunstmuseum samarbejder om en sommerforestilling i gården bag Vendsyssel Kunstmuseum.
- I år er det andet år i træk, at der desværre ikke har været mulighed for at samle publikum i Sankt Knuds Kilde til det årlige sommerspil. I stedet præsenterer vi nu noget helt nyt. Nemlig Mollieré klassikkeren ”Den indbildte syge” - meget frit efter Molières kendte klassiker, fortæller Benjamin Wodstrup Lannerö, og tilføjer, at der venter publikum en vanvittig komedie om angsten for døden og kampen for livet.
Skuespillet opføres i den klassiske commedia dell’arte-stil, hvor farce og pantomime mødes i skøn forening.
”Den Indbildt Syge” er en tidløs komedie om alletiders håbløse lægestand. Forviklinger, forklædninger og kærlighed er den recept, Molière bruger i denne komedie om selvbedragets anatomi.
Baggården er en perle
Idéen til forestillingen kommer fra instruktør Benjamin W. Lannerö, som flere år har været en del af Hjørring Sommerspil, og som simpelthen manglede det som sommerspillet giver ham, publikum og de medvirkende. En aften fandt han baggården lige midt i byen.
- Gården er en perle af et spot - som er skabt til at lave teater, smiler han.
- Vi kan roligt love publikum, det bliver festligt, folkeligt og fornøjeligt, og klassikeren som man aldrig har set den. Dernæst har denne forestilling aldrig været mere højaktuel end den er nu, med den nuværende pandemi.
Ni forestillinger
Projektleder Kirsten Tange Maagaard fra Vendsyssel Kunstmuseum glæder sig over initiativet.
- Benjamin havde forelsket sig i den her ”scene”, fortæller Kirsten med et nik ud på museets tag, hvor en forhøjning skal udgør scenen, når der er forstillinger i august.
- Nu får vi aktiveret bagsiden af museet, og det er en fantastisk sjov ide, at tage Molières forestilling og gøre den nutidig i pandemiens perspektiv.
- Vi er altid interesseret i nogle arrangementer, der kan skabe liv og gerne udendørs her i corona-tiden. Vi har en masse arrangementer i sommer, og vi sagde ja til det rigtig fine tilbud. Vi vil gerne samarbejde med byens kulturinstitutioner, og det var oplagt at få sommerspillets initiativ hertil, tilføjer Kirsten Tange Maagaard.
Der opføres ni forestillinger i alt. Der er premiere 26. august, og én af forestillingerne 1. september er målrettet kunstmuseets kortholdere.
- Vores medlemmer med årskort har ikke haft mulighed for at komme på museet i hele corona-nedlukningen, og det her er et af tiltagene for at gøre noget ekstra for dem, smiler Kirsten Tange Maagaard.
Handlingen kort
Stykkets hovedkarakter er Argan, der indbilder sig at være syg. Han omgiver sig med læger, som - mod god betaling, selvfølgelig - fortæller ham, at han er døden nær. Da han ser sit snit til at spare en skilling og tilnarre sig gratis lægehjælp, forlanger han, at datteren, Angelique skal gifte sig med en ung og kedelig læge - men hun elsker en anden...
Argans kone håber imidlertid, at han snart dør, så hun kan arve hans formue...
Alt dette kunne ende rigtigt skidt, hvis det ikke var for tjenestepigen, Toinette, som med kløgt og intriger skaber forvirring til alles bedste.
Dødelig syg
Molière skrev sit sidste stykke, ”Den indbildt syge”, mens han selv var dødeligt syg. Han spillede selv rollen som Argan, hvor han udleverede sig totalt i sin sidste rolle (og endda døde midt i fjerde opførelse af stykket), der blev hans sarkastiske farvel til et liv i konstant krig med sine omgivelser.
- Forestillingen spilles i baggården ved Vendsyssel Kunstmuseum, så kom og vær med til at holde en fest, lyder det fra arrangørerne.