Ups! Mette-besøg annonceret - men med forkert tidspunkt
Lokal partiforening havnet i klemme, da statsministerbesøg er rykket
HJØRRING: Statsminister Mette Frederiksen (S) gæster lørdag formiddag Hjørring - for at bakke op om sit partis lokale byrådskandidater.
Det glæder Jakob Gislund, der er sekretær for partiets Hjørring-afdeling - og desuden står for den lokale valgkamp.
- Vi har vidst i små fjorten dage, at vi skulle have besøg. Og vi har jo næsten haft det som små børn, der glæder sig til juleaften. Vi synes, det er rigtigt stort, at statsministeren får tid til at kigge forbi os her i Hjørring, siger han.
Ændret tidspunkt
Men det, der egentlig er en appelsin, der er faldet ned i turbanen på den lokale partiforening, har også givet sved på panden.
I første omgang fik den lokale partiforening besked på at holde kortene tæt til kroppen. Samtidig var det en aftale, at de fra udgivelsen af ugeavisen Vendelboposten - der udkom onsdag i denne uge - måtte annoncere med tid og sted for statsministerbesøget.
Desværre skete der nogle timer efter deadline for annoncerne det, at der blev ændret i statsministerens program. Så nu optræder der altså rundt omkring annoncer med et forkert tidspunkt for Mette Frederiksen-besøget på lørdag.
- Det var jo nærmest i 13. time, at det blev lavet om. Men de valgte altså en anden rute til de steder, hvor statsministeren skal på besøg på lørdag. Og det er jo for, at hun kan nå så langt omkring som muligt. Derfor lægger man besøgene som perler på en snor, siger Jakob Gislund og fortsætter:
- Min frygt i det her er jo, at nu har vi lavet en annonce, hvor vi fortæller, at man kan komme og hilse på statsministeren i et bestemt tidsrum. Og hvis nu statsministeren ikke er der, så vil jeg jo meget nødig stå og skuffe de mennesker, der er kommet for at møde statsministeren og give hende et ord med på vejen.
Nu er det 10.30
Oprindeligt blev det meldt ud i annoncen, at borgmester Arne Boelt og de øvrige lokale socialdemokrater ville være til stede på Springvandspladsen i Hjørring fra klokken 11 - og mellem klokken 12 og 13 ville Mette Frederiksen så komme forbi.
- Men statsmininsteren forventes nu at ankomme tæt på klokken 10.30 til Springvandspladsen i Hjørring.
Ifølge Jakob Gislunds bedste bud vil Mette Frederiksen formentlig være til stede i Hjørring omkring tre kvarter - altså til cirka til 11.15.
- Der kan jo godt dukke en utilfreds minkavler op. Hvordan er I forberedt på det?
- Vi tager imod alle, der kommer - og alle får den samme mulighed for at komme til statsministeren. Det er ikke sådan, at det her kun er for hendes støtter, siger Jakob Gislund.
- Forståelse får man kun gennem dialog, og først når vi er parate til at lytte til hinandens standpunkter, så bliver vi klogere. Så vi ønsker ikke at holde nogen på afstand. Statsministerbesøget er selvfølgelig primært et besøg for at lave et fremstød for vores lokale kandidater - men alle kan altid få lov at veksle et ord med hende.
Udover en snak med Mette Frederiksen så byder fagforeningen 3F Skagerrak de fremmødte på en pølse.
Den er sikkert rød.