Billede beskrivelse

Unge skoleelever undervises i naturvidenskab - i deres fritid

Mange frivillige har meldt sig til at hjælpe i Videnskabsklubben

16. oktober 2023 kl. 13.00

Om ganske kort tid - i ugen efter efterårsferien - trækker nysgerrige børn i hele landet i hvide forskerkitler for at bruge deres fritid på en meget anderledes fritidsaktivitet: De skal nemlig gå til videnskab. Børnene bliver undervist i alt fra kemi til mikrobiologi og biodiversitet, og tilbuddet er ekstremt populært. 

I øjeblikket står næsten 700 børn på ventelister til tilbuddet, der afvikles i 40 danske byer - blandt andet Hjørring og Frederikshavn.

I de 40 byer er der i alt 81 videnskabsklubber - med 320 frivillige gymnasieelever ved roret. I organisationen Videnskabsklubben er der glæde over, at så mange vil bidrage med en frivillig indsats.

- Vi oplever, at der er virkelig mange, der har lyst til at give noget videre og gøre en forskel for andre. Vi har ventelister på at blive frivillig flere steder i landet, lyder det i en pressemeddelelse fra projektleder Tilde Voigt Hansen, som er ansvarlig for at organisere de flere hundrede frivillige, der får organisationens aktiviteter til at køre rundt. 

Unge vil give noget videre 

Opgaven som frivillig i Videnskabsklubben går ud på at undervise børn i 4.-6. klasse, som selv har meldt sig til at “gå til naturvidenskab” i fritiden, ligesom man går til fodbold eller spejder. 

Alle er der frivilligt, og det ser ud til at være noget af det, der trækker i de unge: Flest fortæller, at de har meldt sig som frivillig simpelthen for at “få en god oplevelse”, mens næsten lige så mange begrunder valget med et ønske om at ville give deres egen interesse for naturvidenskab videre. 

For de unge handler det altså tilsyneladende ikke om, hvordan det frivillige arbejde eksempelvis ser ud på et CV, men i højere grad om at ville gøre noget godt for sig selv og andre. Det gælder også Emma Nilsson, som har været frivillig i Videnskabsklubben både i 2. og 3.g. 

- Jeg meldte mig som mentor, fordi jeg synes, det er fedt, at man kan dele sin viden og interesse med andre og skabe et rum, hvor man kan lære af hinanden, fortæller hun i den førnævnte pressemeddelelse.

Videnskabsklubben er en NGO, der afvikler sit undervisningstilbud gratis takket være økonomisk støtte fra Novo Nordisk Fonden og en række andre nationale og lokale støtter. 

I 2022 fik Videnskabsklubben overrakt Amalienborgprisen og Amalienborgmedaljen fra Kongehuset for sit arbejde med at udbrede naturvidenskab blandt børn og unge. 

I 2023 får knap 1.000 børn mulighed for at gå til videnskab i fritiden gennem Videnskabsklubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste