Billede beskrivelse

Ung, lokal musikforening vil igen flytte Hjørrings grænser

09. oktober 2024 kl. 09.39

HJØRRING: "En Festival" er den lokale musikforening Under Knivens årligt tilbagevendende efterårsfestival, der dette år foregår i uge 42 i dagene torsdag den 17. oktober til lørdag den 19. oktober.

I år er der blandt andet bands som VILMA, Nana Jacobi, Kogekunst, Fox Paloma, Poptones på plakaten.

Udover at præsentere musik på forskellige scener i Hjørring, er arrangørerne også udelukkende gået efter artister med nordjysk oprindelse.

- Vi oplever lidt, at folk ikke er helt vildt nysgerrige på ny musik, og det vil vi gerne rykke lidt ved. Derfor viser vi nogle lokale kunstnere, der spiler en anden slags musik, og vi håber, at det kan være med til at gøre folk mere nysgerrige og flytte grænserne lidt, siger Mikkel Eskesen fra ”Under Kniven.”

Det fulde program for dagene er:

Torsdag klokken 17.00 spiller Mads Høgsted i Rummet. Klokken 19.00 spiller Fox Paloma på Vendsyssel Teater og klokken 21.00 spiller Nana Jacobi på Vendsyssel Teater.

Fredag klokken 17.00 spiller Palads i Rummet. Klokken 19.00 spiller Sauna Senere på Vendsyssel Teater og klokken 21.00 spiller Vilma på Vendsyssel Teater.

Lørdag klokken 17.00 spiller Stella Darla i Rummet. Klokken 19.00 spiller Poptones på Vendsyssel Teater, og klokken 21.00 spiller Kogekunst på Vendsyssel Teater.

To spillesteder

Han fortæller videre, at der i år er flere spændende nye kunstneriske projekter på festivalen i form af tre unge nordjyske kunstnere, der vil skabe den visuelle baggrund under tre af koncerterne på festivalen på Vendsyssel Teater.

- De vil ud fra musikken lave et kunstnerisk udtryk inspireret heraf, som derfor vil blive en del af showet, og de to kunstneriske udtryk vil komplimentere hinanden i dette spændende eksperiment. Samtidig får tre unge kunstnere mulighed for at prøve kræfter med dette format, som de glæder sig meget til, fortæller Mikkel Eskesen.

Hjørring Kommune, Kulturalliancen, Statens Kunstfond, IVÆRK, Region Nordjylland og Nordeafonden har støttet projektet.

Koncerterne foregår enten i Rummet, Nørregade 35 A eller på Vendsyssel Teater.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste