Trods vejret: Fin stemning ved årets musikfestival i Vrå
VRÅ: På forhånd havde arrangørerne bag Vrå Bryghus og Bryggeri Musikfestival satset på noget af samme flotte vejr, som der var i store dele af maj og ved festivalen i 2023.
Til festivalen sidste år kom hele 600-700 gæster på besøg i løbet af dagen, men da syntes vejrguderne også at have lyttet mere til ønsket om solskin, sommer og varme.
Overskyet, blæst og regn
Årets festival foregik lørdag 8. juni, og da den første optræden startede ved 14.00-tiden, så var det i marts-agtige temperaturer med blot 11 grader, skyet og lidt blæst.
Igennem de næste mange timer kunne gæsterne opleve 8 navne, og på trods af det udfordrende vejr med momentvis regn, så var stemningen som sædvanligt helt i top.
Henrik Boll, Ole A/Dom/Michael, Vrå Skole, Line Dance, Jeppe Hyden, A&T, Free Smells og New Burns var alle at finde på dagen, og de gav publikum en stor oplevelse.
Telte, og lidt at lune sig på
Udover den dejlige musik, så kunne alle fremmødte også nyde, at den nye terrasse udenfor bryghuset var blevet klar, så endnu flere kunne sidde og få en bid mad dertil.
Der var også sørget for et par telte - herunder blev der blandt andet serveret øl og pølser, så det var alt sammen, som det skulle være, når nu vejret agerede, som det gjorde.
Til næste år håber arrangørerne på bedre vejr til arrangementet, som til den tid vil blive den 3. festival af slagsen - så må vejrguderne bookes lidt tidligere til næste gang.