Toget holder 25 meter fra værtshuset - og du er velkommen til at koble spaden til anlægget
Værtshuset Høk-Ei i Tolne skruer op for musikken - altså livemusikken.
Lørdag 3. juli om klokken 19 indtager Frederikshavnerbandet Single Malt scenen og skaber god stemning sammen med værtshusets gæster.
Det er tredje aften siden åbningen, at der er livemusik på scenen i Tolne-beværtningen.
Samtidig vil Claus Axelsen - indehaver af Høk-Ei - åbne scenen i værtshuset på dage uden planlagte koncerter.
- Vi har fået et PA-musikanlæg, som musikere - unge som gamle - kan koble guitaren til. Så kan de spille et par numre, fortæller Claus Axelsen, der er indehaver af Høj-Ei.
Initiativet med den åbne scene hedder: Scenen er din.
- Scenen er din er for alle som har et instrument og har lyst til at optræde lidt - gerne flere sammen. Vi har anlægget og musikerne medbringer blot det de skal spille på og eventuel en mikrofon.
Scenen er din aftales med Høk-Ei.
Værtshuset har desuden investeret i et karaoke-anlæg, hvor gæster har mulighed for at få sangstemmen på gled.
- Karakoe er for alle - store som små, der går rundt med et skjult sangtalent eller det modsatte, smiler Claus Axelsen.
- Vi vil prøve at fange nogle af alle de unge mennesker, der pendler med toget 25 meter fra døren. Enten som start på weekenden efter skoletid fredag eller bare ren sjov og ballade, inden der skal festes videre i byen i weekenden. Vi vil have en masse gode tilbud, hvor studerende kan være med.
- Vel mødt på Værtens Værste Værtshus, lyder det fra Claus med henvisning til værtshusets slogan.