Billede beskrivelse

Thomas er flyttet hjem: Nu står han bag stjernespækket velgørenhedskoncert

23. oktober 2024 kl. 06.01

HJØRRING: Thomas Hovaldt er, efter 25 år i København, flyttet hjem til sin barndomsby. Med sig bringer han en helt ny tradition.

Fredag 13. december 2024 klokken 19.30 afholder hans ensemble, ”Ensemble Hovaldt” nemlig for første gang en julekoncert i Sct. Catharinæ Kirke, hvor overskuddet ubeskåret går til Røde Kors lokale afdeling.

– Jeg håber, at hjørringenserne vil tage godt imod denne her helt fantastiske mulighed for at komme i julestemning. De kommer til at opleve den smukkeste musik samtidig med, at de i ægte juleånd støtter udsatte mennesker i vores lokalsamfund, siger Thomas Hovaldt.

- Den levende klassiske musik giver ro, og den giver plads til eftertanke i en fortravlet hverdag. Man er passiv, rolig, lyttende, og man kan tænke og nyde. I en god time er man jo desuden heller ikke online, tilføjer han.

Thomas Hovaldt har i de sidste 20 år arrangeret velgørenhedskoncerter rundt om i landet. Det gælder blandt andet koncerter til fordel for Reden, der er et frirum for kvinder i misbrug og prostitution på Vesterbro i København.

Billede beskrivelse

Det er dog første gang, Thomas Hovaldt arrangerer en velgørenhedskoncert i Hjørring.

– Men jeg håber, at vi kan gøre det til en tradition, så vi på sigt kan støtte nogle af de andre aktører indenfor socialt arbejde i Hjørring Kommune også, siger han.

Ensemble Hovaldt består af messingblæsere, som fremfører en række værker, og som på skift er solister.

Solister ved årets velgørenhedskoncert er også opera- og musicalsangerinde Louise Fribo og guitarist Per Worm, som oprindeligt kommer fra Hirtshals.

En række internationalt anerkendte solister er også repræsenteret, fortæller Thomas Hovaldt.

- I år kan publikum opleve solotrompetist Philip Cobb fra BBC London, Nikolaj Viltoft fra Det Kgl. Kapel, Martin Reinhardt på basbasun og Ian Bousfield, der er tidligere Wiener Philharmoniker. De skal alle fremhæves for deres fantastiske solospil, siger han og fortsætter:

- Udover de fantastiske blæsere, er jeg meget glad for, at jeg i år har Louise Fribo med som solist. Hun er i det kommende forår aktuel på Det Ny Teater i ”Sound of Music.” Louise leverer varen, og det kan publikum kun glæde sig til, siger Thomas Hovaldt.

Han glæder sig da også over, at der allerede på forhånd er stor opbakning til hans projekt.

– Vi oplever allerede stor opbakning lokalt til netop denne koncert, og vi har fået støtte fra HAS, Bovendia, Sparekassen Danmark, Vendia Grafisk og Forsikringsselskabet Vendsyssel, fortæller han.

Billetter kan købes via Billetto.dk, hos Betty Mogensens Boghandel eller i døren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste