Tag i svømmehallen og vær med til vild fredag
Der er masser af spændende aktiviteter i skolernes efterårsferie i Løkken, og fredag 21. oktober fra kl. 19.00 til kl. 21.00 holder Løkken Idrætscenter ekstra åbent i svømmehallen, når der afholdes "vild fredag".
- Vi skruer godt op for musikken, tænder for discolyset og holder et poolparty, hvor alle børn og unge samt deres forældre er velkomne, siger Henrik Taagaard fra centret med et smil.
Der vil blandt andet være en sjov limbokonkurrence i børnebassinet, ligesom det flotteste spring fra 1 meter-vippen skal kåres. Desuden skal der også leges og danses i bassinerne, så der er lagt op til nogle underholdende timer.
- Som enhver feststemning hører sig til, så kan der naturligvis også købes sodavand og snacks på en aften, hvor det eneste normale er entreprisen samt det faktum, at man af sikkerhedsmæssige hensyn som altid stadig ikke må løbe i svømmehallen, bekræfter Henrik.
Den sædvanlige banesvømning udebliver derfor denne aften, men i efterårsferien er der dog mulighed for dette i den normale åbningstid, som er imellem kl. 14.00 og kl. 16.00.