Billede beskrivelse

Svampesæsonen er skudt i gang - familietur i Tolne Skov

24. august 2023 kl. 12.18
Opdateret 25. august 2023 kl. 17.47

Så er svampesæsonen skudt i gang, og hele familien er inviteret på svampetur i Tolne Skov. Kom og lær mere om de mange svampe, som dukker op i naturen netop nu. 

Sådan lyder opfordringen fra Danmarks Naturfredningsforening, der i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum står bag en svampetur lørdag 2. september.

- Med kurven i hånd traver vi ud for at samle svampe i skoven – forhåbentlig også nogle gode spisesvampe. Herefter samles vi ved Skovpavillonen, hvor de to turledere – svampeekspert Anne Grethe Eriksen fra Foreningen til Svampekundskabens Fremme og naturvejleder Jakob Kofoed vil fortælle om de indsamlede svampe, samtidig med at de vil lære os om, hvordan man kan kende forskel på spiselige og giftige svampe, skriver foreningen, der samtidig lover gode tricks til tilberedning af svampene.

Hvis man ønsker at gå med, skal man medbring en kurv til at samle svampe i samt en lille kniv til at rense svampene med. Der opfordres også til, at man tager eftermiddagskaffen med - og ikke mindst de gode travesko.

Turen foregår lørdag 2. september kl. 13.30-16. Mødested er Skovpavillonen, Bakkevej 5, 9870 Sindal – fra Tolne Station er der ca. 1 km til mødestedet. Alle er velkommen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste