Stort julemarked løb af stablen igen: Der var helt fyldt op
Julemarkedet og kunsthåndværksmarkedet på Tversted Gamle Skole, som nu er kulturcenter, var fyldt helt op med udstillere og gæster. Det var næsten umuligt at finde en parkeringsplads, så det var en kæmpe succes for aktørerne.
Der var et væld af smagsoplevelser på den gamle folkeskole i Tversted. Der var alt fra honning til frugt og slik, samt honninghjerter, konfekt og chokoladeroulader, græske specialiteter, tørret frugt, grønsager og nødder.
Det er et af de helt store markeder, som hvert år til jul løber af stablen i Tversted gamle folkeskole.
Udstillernes og kunsthåndværkernes store variation var næsten endeløs med mange fine kunsthåndværksting som skulpturer, malerier, akvareller, papirklip, papirflet, linoleumstryk og meget andet i denne stilart.
Alle klasseværelser, gangene, kontorerne og det store køkken var taget i brug til blandt andet tekstildesign, stoftryk på puder og punge, og der var tøj til voksne, såsom frakker, jakker, skjorter, bluser og kjoler designet af Yvonne Bjerregaard.
Der var op mod 30 udstillere, og samtidig var der flere små caféer, så det var julehyggens helt store dage på kulturcenteret i den gamle folkeskole i Tversted denne weekend.