Stafet for Livet er tilbage i vante rammer og format i Hjørring
Corona sørgede med sin tilstedeværelse for, at Stafet for Livet blev afviklet virtuelt i 2020 og 2021. Nu er stafetten tilbage i den oprindelige udgave
På Dyreskuepladsen i Hjørring går det i weekenden 27. til 28. august løs med Stafet for Livet for hele Hjørring Kommune.
Stafet for Livet er en begivenhed, der afvikles i hele landet i løbet af hele kalenderåret, og i Hjørring Kommune afvikles løbet altså med udgangspunkt på Halvorsmindevej.
Det går støtten fra Stafet for Livet til
Når du støtter Kræftens Bekæmpelse er du med til at gøre en forskel for de mange danskere, der hvert år bliver ramt af kræft – både som patienter og som pårørende.
Takket være blandt andet din hjælp bliver der lyttet til Kræftens Bekæmpelse - både på Christiansborg, i regionerne og på sygehusene. Derfor behandles kræft i dag som akut sygdom, der er indført pakkeforløb for samtlige kræftformer, og der er ingen tvivl om patienternes rettigheder.
Kilde: Stafet for Livet og Kræftens Bekæmpelse
Man bestemmer selv størrelsen på sit hold, men kravet er dog, at der altid skal være minimum én deltager fra holdet på banen ad gangen. Derfor vil det typiske hold bestå af mellem 10 og 20 deltagere. Det forklarer Stafet for Livet Hjørring i en pressemeddelelse.
Stafet for Livet afholdes i et helt døgn for at symbolisere, at kræftpatienter kæmper mod kræften døgnet rundt. Og så er banen, man går eller løber på, oftest ikke længere end 500 meter lang. Derfor kan alle - også kræftramte - deltage i Stafet for Livet.
- Vi glæder os meget til at se folk til Stafet For Livet til et livsbekræftende døgn, hvor vi fejrer livet, støtter dem der kæmper, mindes dem der har mistet livet til kræft, og samler ind til den fortsatte kamp, siger tovholder for Stafet for Livet Hjørring, Mette Brath, i en pressemeddelelse.
Sådan fordeles pengene fra Stafet for Livet
61 % går til forskning
18 % går til patienter og pårørende
18 % går til forebyggelse
3 % går til administration
Kilde: Stafet for Livet og Kræftens Bekæmpelse
Der er også meget andet på programmet i løbet af de 24 timer, som Stafet for Livet-løbet varer. Eksempelvis er der en fighterrunde for tidligere og nuværende kræftpatienter samt en lysceremoni for dem, der har mistet livet til kræften.
Al overskud fra afviklingen af Stafet for Livet-arrangementerne går til Kræftens Bekæmpelse. Her vil pengene blive brugt på både forskning, forebyggelse og patientstøtte.