Sommerspil maler byen rød
HJØRRING: Hjørring Sommerspil opfører i år ”Vi maler byen rød: The musical". Premieren er onsdag den 26. juni klokken 19.30, og der spilles frem til og med lørdag den 6. juli - bortset fra lørdag den 29. juni.
”Vi maler byen rød: The Musical” er en dansk jukebox-musical. Det betyder, at det er en musical med tidligere udgivet musik.
- Tættere på en festlig, farverig og komisk dansk ”Grease” kommer man ikke, og det er en holdforestilling, hvor der er noget at lave for alle de medvirkende, fortæller Mathilde Klitgaard, der er PR ansvarlige hos Hjørring Sommerspil.
Her fortæller hun lidt om handlingen:
”Håret er højt, skulderpuderne er enorme, og under overfladen er den helt gal. Velkommen til 1980’erne, hvor forestillingen udspiller sig, og hvor man følger en gruppe gymnasieklasseelever, som op til studentereksamen har masser af se til med kærlighedsforviklinger, fremtidsdrømme og hemmeligheder.
Da der begås hærværk på skolen, er elevernes eksamen pludselig på spil, og deres forældre og lærere prøver ihærdigt at finde frem til, hvad i alverden der foregår. Tingen udvikler sig ikke nødvendigvis, som man havde ventet.
Men mysteriet om hærværket er ikke den eneste gåde, der skal løses, for hvem er det ældre ægtepar, som vi også̊ følger undervejs? Det hele falder på plads i et brag af en romantisk og rørende finale.”
”Vi maler byen rød: The Musical” er fyldt med 25 af de mest kendte hits fra Dansk Melodi Grand Prix’ historie, som ud over titelmelodien også inkluderer bl.a. ”Smuk som et stjerneskud”, ”Video video”, ”Krøller eller ej”, ”Boom Boom”, ”Disco Tango”, ”Danse i måneskin”, ”Tænder på dig”, ”Dansevise”, ”Vi danser rock og rul”, ”Hip hurra – det’ min fødselsdag”, ”Det’ lige det”, ”Under stjernerne på himlen”, ”Hallo hallo”, ”Lige der hvor hjertet slår” og mange flere.
Hjørring sommerspil, består af en lang række frivillige kræfter, der når alt er lagt sammen når op på omkring 100.
På scenen er 33 frivillige skuespillere. Derudover et band på ni professionelle musikere.
- Et af de bedste musicalorkestre på den danske sommerspils scene, lyder det fra kapelmester Bjarke Langkjær.
Derudover findes der et stort hold bag scenen, i billetsalg, i kiosken, på systuen, i sminken, på scenebyggerholdet og meget mere.
Holdet i år består af en "del gamle" sommerspillere - men der er alligevel også en del nye med. Der er nye i både ensemblet og i rollerne.
Koreograf Bente Hyttel, fortæller, at uanset "ny" eller "gammel", er fælles for alle "altid glade og positive at arbejde sammen med".
- Holdet leverer et sammenhold ud over det sædvanlige, som skaber masser af energi, og som kommer helt ud over scenekanten, medgiver instruktør Jesper Frydkjær.
Billetsalg på: Hjoerring-sommerspil.dk, i indgangen en time før, hos Betty Mogensens boghandel eller Teaterbutikken Hjørring.