Første heat starter kl. 11.10. Arkivfoto: Kurt Bering
Det sker

Søndag er der DM i Sønderskov: - Garanteret action og god underholdning

01. juli 2022 kl. 10:00

SØNDERSKOV: Hjørring Motor Sport inviterer publikum til at komme og opleve landets bedste motocrosskørere søndag 3. juli, når der skal køres DM på Sønderskovbanen - og der vil være både 2- og 4-hjulede maskiner i aktion.

Der skal køres i senioreliteklasserne A MX1 og A MX2, i Junior 125-klassen for de 13-18 årige, og i Quad 500-klassen for de hurtigste på de 4-hjulede quadmaskiner. Det er 4. DM-afdeling ud af 7 for A-klasserne, mens Junior 125’erne er nået til deres 5. DM-afdeling, og Quad 500 til deres 3. DM-afdeling. Bortset fra Junior 125-klassen er løbet åbent for udenlandsk deltagelse, så der er potentiel ekstra konkurrence til de danske kørere.

I A MX1-klassen skal konkurrenterne forsøge at vriste point fra Han Herred Motor Klubs Nichlas Bjerregaard, som har holdt godt fast i sin DM-føring siden 1. afdeling. I A MX2-klassen fører Hedelands Motorklubs Mathias Jørgensen stadig, selvom han ved seneste afdeling måtte arbejde hårdt for at køre sig op efter et tidligt styrt i første heat. Hos Junior 125’erne fører Haderslev Motor Sports Magnus Gregersen, og i Quad 500-klassen er det Randers Motor Sports Henrik Mogensen, der ligger i top.

Hjørring Motor Sport har egne kørere med i tre ud af løbsdagens fire klasser. I A MX1 kan de lokale heppe på Martin Bak, i A MX2 på Asger Martens, og i Quad 500 stiller Andreas Grøntved og Martin Grøntved op på hjemmebanen.

- Der er garanteret action og god underholdning, når de dygtige kørere skal teste deres udholdenhed og tekniske formåen på en motorcykel på den krævende bane, lyder det fra Hjørring Motor Sport, der glæder sig til at tage imod publikum på søndag, hvor første heat starter kl. 11.10.

Nyeste