Fangekoret afholder koncert i Lendum Kirke lørdag den 27. november. Billetsalget begynder mandag den 1. november. Foto: Fangekoret
Det sker

Skyld, tro, fejltrin, tilgivelse, had, håb og anger: Fangekoret giver koncert i Lendum Kirke

21. november 2021 kl. 10:30

De Fem Kirker afholder koncert med Fangekoret i Lendum Kirke lørdag den 27. november klokken 14.00. Billetsalget starter allerede mandag den 1. november. Billetter kan købes hos Dagli’ Brugsen i Lendum og Mosbjerg samt Graverhuset i Ugilt og hos Bodil Kjær på telefon eller SMS 40 73 46 75.

Fangekoret er uhyre populært og har siden 2005 givet koncerter over hele landet. Koncerterne med de velklingende toner fra de hardcore sangere med de rå stemmer er altid en bragende succes med udsolgte huse.

Fangekoret består af indsatte på udgang samt tidligere indsatte, som er fortsat med at synge efter løsladelsen. Korleder igennem 26 år, Louise Adrian, synger med indsatte i fem fængsler, og koret optræder rundt i de danske kirker.

I de første 10 år af Fangekorets virke i Vridsløselille Statsfængsel var der ingen, der kendte noget til de syngende forbrydere. De var gemt af vejen, men da de udgav en cd i 2004 fik offentligheden øje på dem. Det startede en efterspørgsel efter koret udenfor murene, og med tiden fik Direktoratet for Kriminalforsorgen lavet nogle særlige udgangsregler, som i dag muliggør en koncertvirksomhed.

I de sidste 16 år har Fangekoret sunget for fulde huse rundt i hele Danmark, og der er lange ventelister på deres optræden. Koret optræder med sange, som korsangerne selv har skrevet samt information om korets virke og livet bag murene. Teksterne er vedkommende og handler om skyld, tro, fejltrin, tilgivelse, had, håb og anger.

Fangekoret har overdraget 145.000 kroner til Børnetelefonen under Børns Vilkår. Det store beløb er overskud fra salget af deres CD’er.

Fangekoret har været med til at starte Café Exit, som hjælper indsatte i livet efter fængselsstraffen. Der er skrevet bøger og lavet film om Fangekoret, som kaldes for Kriminalforsorgens mest synlige resocialiserede projekt.

Korleder Louise Adrian har også selv skrevet en bog om sit liv med Fangekoret og har fået flere priser for hendes arbejde.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu