Jim Lyngvild. Foto: PR foto
Det sker

Skal du med? Løkkens Aktive Kvinder skal igen på tur

12. august 2022 kl. 06:30

Løkkens Aktive Kvinders første arrangement i efteråret bliver en udflugt allerede 25. august 2022. Turen går til Voergaard Slot, hvor man kan opleve multikunstneren Jim Lyngvilds omtalte udstilling SOLO.

Det er klokken 10.00 fra Løkken Rutebilstation, hvor der er kørsel i private biler til Voergaard Slot. Her er der arrangeret en guidet rundvisning på slottet.

- Vi kommer indenfor i en fantastisk verden med eventyrlige fortællinger og uhyggelige spøgelseshistorier: Kryb ind i fangekælderen, oplev de uvurderlige kunstskatte og kongelige antikviteter, og find blodpletten, der ikke kan vaskes af, fortæller Inger Stuhr fra de aktive kvinder.

- Voergaard Slot er et skatkammer fyldt med historier, der giver gåsehud af gys og begejstring. Vi glæder os til at høre alle historierne, tilføjer hun.

Herefter dækker vi op til vores medbragte sandwich, og vi får en velfortjent pause, inden vi på egen hånd kan gå i Ridehallen for at se nærmere på Jim Lyngvilds udstilling.

Udstillingen rummer en række unikke og personlige designs af Jim Lyngvild. Den giver et indblik i Lyngvilds kreativitet og overdådige skabertrang og rummer blandt andet en over tre meter høj buste af Dronning Margrethe, store unikasmykker, overdådige kjoler, skulpturer og store fotoværker.

Udstillingen samler både nye og gamle værker, herunder en serie af religiøse billeder – fra ånder og overtro til folketro, asatro og kristendom.

I Halmladen kan man se en ekstraudstilling med kristne motiver af Lyngvild. Disse motiver har tidligere været udstillet i blandt andet Faaborg Kirke, men er her på Voergaard sat ind i mere beskedne rammer.

Turen koster 250 kroner for medlemmer og 300 kroner for ikke medlemmer, og det er inklusive indgang, rundvisning, sandwich, drikkevarer og transport.

Af hensyn til transport og anretning skal tilmelding ske til Karen, telefon 40 45 27 33 eller Mette, telefon 40 41 49 99 senest 21. august 2022.

Annonceret indhold

Nyeste