Skaga FM’s Julestue vender tilbage for femte år
HJØRRING: Julen står for døren, og for femte år i træk åbner Skaga FM sin elskede "Julestue med Allan & Uffe" på Kornets Hus. I år kombineres hyggen med en god sag – nemlig en indsamling til Den Blå Sociale Café i Hjørring, som støtter udsatte i lokalsamfundet.
- Vi er stolte af at kunne fejre et lille jubilæum. Det hele startede som et Corona-projekt i 2020, og nu er det blevet en fast juletradition, som vi glæder os til hele året. Vi har selvfølgelig også nogle spændende nyheder og overraskelser klar til lytterne," siger kokken Uffe Truelsen, som til daglig driver virksomheden køkkenkulter.
Hans faste makker, Allan Kistensen, kendt fra Fun Park ved Hirtshals, deltager også, og de to udgør et humørfyldt makkerpar. Julestuens ankerperson, radioværten Niels Viberg, lover endnu en sæson fyldt med gode grin og julehygge: "Det er altid en fornøjelse, og intet er forudsigeligt, når de to er samlet!"
Kravlenisser for en god sag
Et nyt initiativ i år er salget af Kravlenisser tegnet af illustrator Thomas Iburg. Overskuddet fra salget går ubeskåret til Den Blå Sociale Café i Hjørring, der tilbyder et frirum for ensomme, hjemløse og personer med psykiske eller sundhedsmæssige udfordringer.
- Vi håber, at vores Julestue kan være med til at gøre en forskel og samtidig sprede juleglæde," fortæller Uffe Truelsen.
Kravlenisse-arkene kan købes fra den 20. november, i lokale butikker i Hjørring og Hirtshals, og bidragene går direkte til caféen via MobilePay.
Julens bagværk og daglige julesnakke
Julestuen byder på fem-seks minutters daglige indslag, hvor lytterne kan dykke ned i julestemningen. Fra juletraditioner, mandelgaver og juleønsker til madspild og gavetips – der er noget for enhver smag.
Christiane fra Kornets Hus står klar med julebagværk, og dagens episode afsluttes altid med en julesang, valgt på Musik-lykkehjulet.
- Det er en lille pause fra hverdagen og en kærlig påmindelse om julens varme, siger Niels Viberg.
Skaga FM’s Julestue bringer lytterne og lokalsamfundet sammen – og sætter fokus på både juleglæde og fællesskab.