Sindal-Hallerne danner rammen om de to første borgermøder. Arkivfoto: Kurt Bering
Det sker

Sindal skal fremad: Nyt initiativ skal sparke gang i proces

12. september 2022 kl. 10:10

Sindal skal fremad. Byen skal tænke nyt og have optimismen i højsædet.

Det er tanken bag en visions-proces, som Sindal Udviklingscenter, Sindal Handel, Sindal Borgerforening og Sindal Biogas har sat i gang. Den hedder Sindal Fremad, og alle interesserede Sindalborgere er mere end velkomne til at deltage. Det skriver initiativtagerne i en pressemeddelelse.

Første arrangement bliver onsdag den 5. oktober kl. 17.30 – 20.30 i Sindal Hallerne. Her skal deltagerne sammen sætte ord på det særlige ved Sindal.

- Vi har tilrettelagt aftenen, så alle kan være med. Der er fællesspisning fra kl. 17.30, og når selve mødet går i gang, bliver der aktiviteter for børn. Det er meget vigtigt for os, at børnefamilier kommer med deres bud og deres idéer, siger Annette Jensen, der er formand for Sindal Udviklingscenter.

Små sensationer

Som en del af processen bliver Sindal Station plastret til med små sensationer. Det er gode historier om mennesker, foreninger og virksomheder, som er med til at gøre Sindal til et spændende sted at bo, besøge og arbejde i.

Historierne kommer op i vinduerne på stationen, og på plakatsøjlen foran er der en beskrivelse af den kommende proces med Sindal Fremad.

Andet borgermøde holdes onsdag den 16. november. Også her bliver der fællesspisning. Her skal deltagerne arbejde med en vision – en ny fælles retning – for Sindal. Den bliver præsenteret i en avis til alle husstande i starten af det nye år, og så fortsætter arbejdet med at udvikle og videreudvikle små og store projekter, som rykker Sindal Fremad.

- Der sker så meget spændende i Sindal i disse år, så det er nu, vi skal rykke sammen, og udnytte den fælles energi. Der kommer ikke nogen og hjælper os, men ved at samarbejde kan vi få næsten alt til at lykkes, mener Annette Jensen.

Gratis adgang

Der er gratis adgang til møderne om Sindal Fremad. Maden er også gratis. Til gengæld regner arrangørerne med, at deltagerne bidrager med gode idéer og er med til at skabe det sammenhold, der er nødvendigt for at videreudvikle byen.

Tilmelding til arrangementet i Sindal Hallerne den 5. oktober foregår på mail til sindalfremad@gmail.com senest fredag den 30. september.

Annonceret indhold

Nyeste