Se billederne: Torvet var fyldt med juleglade børn og voksne
Black Friday og juletræstænding på Den Grønne Plads gav mange folk i Hirtshals by.
Julemanden tændte det store juletræ på Den Grønne Plads klokken 16.00, og det var med fuld musik fra Bagterp Blæserne og julesange fra den lokale sangstjerne Biver.
Den Grønne Plads var fyldt med børn og voksne, der ville se julemanden tænde det store juletræ.
Der blev danset omkring juletræet, og bagefter var der en slikpose til alle børn og en bjesk til de voksne.
Klokken 17.00 var der gratis æbleskiver i Hjørringgade, som blev serveret af Fiskedamerne fra Hirtshals Museum.
Det var Hirtshals Handel og Erhverv, der stod for arrangementet, og handelschef Per Martensen var godt tilfreds med, at der var kommet så mange til byen denne Black Friday.