Sang, musik og solnedgang i Løkken
De fleste af os har gået en tur på Løkkens smukke strand igennem årene og kigget på både Vesterhavet og Løkken Redningshus, som huser Løkken Museums udstilling af Kystfiskerimuseet.
Hvad måske ikke alle ved er, at Løkken Redningshus er en selvejende institution, der både står for driften og vedligeholdelsen af det fine, gamle hus i yderste klitrække.
Bidragene gør en stor forskel
Man modtager således ikke støtte på fast basis fra hverken Hjørring Kommune eller andre, men er i stedet afhængige af bidrag, der ofte gives fra både godvillige private og foreninger, ligesom der også kan indbetales med kontingent.
For at have en mulighed for at opnå denne støtte, som kan holde hjulene i gang, gør flere frivillige en helt fantastisk indsats, herunder at skabe oplevelser, der afholdes ved Redningshuset.
Glem mobilen - få en ny SMS
En unik del af at komme til Løkken er at opleve byen, havet, naturen og det omkringliggende område, så man helt glemmer alt om dagligdagens trummerum og sociale medier - at man dybest set husker at holde helt fri nu og da.
Derfor dækker SMS over nogle hyggelige aftener med Sang, Musik og Solnedgangssang, som Løkken Redningshus afholder udenfor bygningen i de kommende tre uger.
Arrangementerne starter kl. 21.00 henholdsvis onsdag den 19. juli med indslag fra Løkken Hillbillies, onsdag den 26. juli med Kettrup Klanen og torsdag den 3. august med Tina Egebak og Kirsten Søndergaard.
Tilmelding er ikke nødvendig.