
Revy i Hundelev: Krænkelser under forårsfesten
Når der holdes forårsfest i Hundelev, plejer det at være for at fejre forårets kommen, men mens disse linjer skrives, hærger der faktisk en heftig snestorm udenfor.
Det er Hundelev Beboerforening, der arrangerer forårsfesten, og den afvikles hvert år normalt i starten af marts måned, uanset hvad vejrudsigten lover af eventuelt forårsvejr, skriver arrangørerne i en omtale.
I år havde beboerforeningen som underholdning fået stablet en revy på benene: ”Hui´lev i Æteren”. Der har tidligere ved forårsfesterne været en lokalrevy på programmet, men det er nogle år siden, der sidst har været revy i Hundelev. Sidst der var annonceret med revy på programmet, blev festen aflyst pga. corona.
Aftenen startede med en velsmagende tre retters menu fra Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.
Inden revyen startede mente revyholdet, at i disse krænkelsestider var det på sin plads, at starte med at undskylde for de krænkelser, som revyens numre kunne afstedkomme over for byens beboere.
De mente også, at skulle der sidde en enkelt beboer tilbage, som revyen ikke havde fået ram på, ville man også gerne undskylde for det. Vedkommende kunne jo føle sig dybt krænket over det.
Revyholdet, der under aftenens forløb forsøgte at ”krænke” så mange som muligt, bestod på scenen af Lene Vinther Nielsen, Karin Fogdal Jacobsen, Bjarne Terkelsen og Lotte Schütz. Som kapelmester på klaver var Roman Berg Kjær.
Efter revyen spillede livebandet ”Ukendt Terræn” op til dans.