Restaurant fandt nøglen til succes: - Det har været rigtig populært
De sidste par søndage har Huset Havs i Løkken afholdt "Garn & Gløgg", hvor strikkeentusiaster har haft mulighed for at kombinere passionen for garn med hyggeligt samvær og julehygge.
Tiltaget med "Garn & Gløgg" udsprang fra en lignende event på Huset Havs i Nørlev i efterårsferien. Her viste konceptet sig hurtigt at være nøglen til en succes, som man kunne arbejde videre med.
- Med de besøgstal, som vi har haft både 4. december og 11. december til denne idé, så må vi sige, at det har været rigtig populært. Så det kommer vi til at gøre igen fremadrettet, bekræfter Nicolaj Klitgaard Frederiksen fra den kombinerede restaurant og livsstilsbutik.
Helt i tråd med eventen
Til arrangementerne havde Huset Havs allieret sig med Pia Stjerslev, som er indehaver af GarnKammeret i hjertet af Hjørring. Til "Garn & Gløgg" gav hun alle interesserede strikke- og hækletips, ligesom hun kunne fremvise noget lækkert garn fra både nær og fjern.
- Jeg har stor fokus på kvalitet og bæredygtighed, og samtidig er det også rigtig hyggeligt at komme ud og møde mennesker, som er så glade for at strikke, fortæller Pia.
I forbindelse med de to events var der udover erhvervelse af garn til en julesweater også mulighed for at købe kaffe, gløgg og æbleskiver, mens snakken gik i de fine rammer.
Tanker, tider og planer
Hos Huset Havs har man øget fokus på det kreative og aktiviteter, da man gerne vil favne bredt i tilgangen til alle besøgende - herunder også børnefamilier.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at vi kan skabe oplevelser sammen, og vi håber, at mange vil støtte op om flere af vores fremtidige events, ligesom alle også er meget velkomne til at julehandle hos os, siger Nicolaj med et smil.
Huset Havs har følgende åbningstider omkring jul og nytår:
23. december klokken 10.00 til 17.00.
24. til 26. december holder man julefri.
27. til 30. december klokken 10.00 til 17.00.
31. december kl. 10.00-13.00
1. januar holder man nytårsfri.
2. januar og fremad - som normalt.
Huset Havs planlægger den næste store garnevent til at foregå omkring påske, hvor man i øvrigt også åbner op for Huset Havs i Nørlev igen.