Preben fortæller: Tidligere fisker arbejdede 25 år på Grønland
Tidligere fisker Preben Thomsen fra Hirtshals tog til Grønland som 30 årig og arbejdede der i 25 år.
- Jeg startede som produktionschef på Godthåbs Fiskeindustri og drog siden hen til Thulebasen helt i nord. Der var jeg chef for entreprenørafdelingen i mere end 20 år.
- På Thulebasen var vi omkring 1500, fortrinsvis amerikanere. Jeg stod for snerydning og reparation af vejanlægget samt diverse reparationer på havnen, og jeg var med, når vi tømte skibene i naturhavnen. Havnen var isfri fra juli, hvor det første skib ankom, og i september kom isen så igen, fortæller Preben.

- Det var en god tid på Grønland, jeg havde en god sommerferie, men vi arbejdede også altid cirka 60 timer om ugen. I fritiden kunne vi se os om i naturen på Thule, enten på snescooter eller i speedbåd på Voldsted Holme Fjorden, som er berømt for at have ikke mindre end tre isbræer, der løber ud i fjorden, og her blev der skabt isbjerge på over 70 meter i højden, siger Preben.
- Jeg var en del på Station Nord på Østkysten, og var her med i mange flyveoperationsopgaver. Vi fløj bl.a. med en 4 motors C - 141, hvor vi sendte gods og proviant ned over Nordpolen til en amerikansk ekspedition. Jeg har fløjet over den magnetiske Nordpol flere gange og taget fotos af selve den magnetiske Nordpol, fortalte Preben Thomsen.