Populært kulturhus er propfyldt med juleaktiviteter
Overskriften lyder måske nærmest som en splinterny tv-julekalender, der er fyldt med mange oplevelser - og måske er der lidt om snakken med Kaosfabrikkens juleprogram.
Efter sommerens hæsblæsende tempo har lagt sig, og efter en periode med lukkede arrangementer, så er badebyens kulturmetropol på Nørregade i Løkken kommet i julehumør.
Værtsparret musiker Mikael K og projektleder Ellen Raunsmed har således været i juletænkeboks, og det er der nu kommet flere spændende arrangementer ud af i december.
Vild med jul og klejner
- Som de fleste nok har fundet ud af, så kan vi godt lide at gøre tingene lidt anderledes på Kaosfabrikken, og jeg synes selv, at juleaften er noget helt særligt, fortæller Mikael.
Mens han selv fokuserer på hygge hele året, og ikke nødvendigvis forbinder den med julen som sådan, så synes livspartneren Ellen derimod at være mere ekset med højtiden.
- Julen er lyset, hjerternes og kærlighedens fest, og så holder jeg af forberedelserne, herunder at enkeltfryse klejner, så de kan serveres nykogt til uventede gæster, siger hun.
Nytænkning i højtiden
Nu har de fået lyst til at fejre julen på Kaosfabrikken, hvor man inviterer gæsterne ind til en lidt anderledes jul, idet man holder åbent fredag, lørdag og søndag i hele december.
Her er alle velkomne til at komme forbi til julehygge, gløgg, klejner og køb af julegaver - sidstnævnte kunne eksempelvis findes blandt et udvalg af kunstværker og fotografier.
Ligeledes vil der være antikvariske bøger for samlere til salg, ligesom der i Kaosfabrikkens lille, udsøgte vinylpladebutik vil være mulighed for at finde gode, sjældne vinylplader.
- Vi vil også synge julen ind hos os, så på alle fredagene i julemåneden er man også velkommen til at besøge os til fællessang og gløgg, afslører de begge med et stort smil.
Koncerter og foredrag
Udover, at man holder åbent fra fredag til søndag i december, så har man også planlagt en række øvrige julearrangementer, som der allerede nu utvivlsomt vil blive stor rift om.
Lørdag 9. december fra kl. 17.00 til kl. 00.00 tilbyder man således årets eksklusive julefrokost med lækker julemad, hvor der er koncert med Mikael K og afterparty med en dj.
Dagen efter, søndag 10. december kl. 15.00, kan man opleve et unikt foredrag med den blændende, nordjyske forfatter, Mads Nygaard, som vil fortælle om 'De Uledsagede'.
Og kort inden jul, torsdag 21. december, åbner dørene kl. 19.00, når Kaosfabrikken afholder Banjojul, hvor Mikael K og flere musikalske gæster giver en fantastisk oplevelse.
Fighter på julebesøg
Besøget fra forfatteren og radioværten Mads Nygaard søndag 10. december forventer parret sig ekstraordinært meget af, da de begge føler, at han har noget seriøst på hjerte.
Den Hirtshals-fødte forfatter har siden 2016 formået at skaffe finansiering til 72 uledsagede, mindreåriges genforeninger med deres familier, ligesom han i fællesskab med mange frivillige har indsamlet de nødvendige 1,7 millioner kroner gennem kunstauktioner og litteraturoplæsningsdage.
Sammen med Janne Grønborg Franck, som er pensioneret regissør i Danmarks Radios Underholdningsorkester, og den nyuddannede, syriske ingeniør, Jwan Osman, der selv kom til Danmark som uledsaget mindreårig i 2015, udgør trekløveret 'De Uledsagedes Rejsehold', som træder til, når en dreng eller pige bevilges retten til genforening efter typisk 3 års familieadskillelse.
Støtte og livsglæde
Udover det økonomiske og praktiske aspekt, så består arbejdet også i at hjælpe den uledsagede med alt, hvad der måtte være behov for - ikke mindst megen omsorg og støtte.
Mads Nygaard har sammen med dokumentaristen Michael Graversen skrevet 'De Uledsagedes Bog', hvori 10 børn og unge fortæller om deres flugt fra verdens brændpunkter.
Makkerparret modtog Benny Andersen Prisen i 2020 for arbejdet, og indtægter fra salget af bogen, der er på 11. oplag og kan købes til foredraget, går ubeskåret til de berørte.
- Mads er inkarnationen af en fighter, som kæmper for børn og unge, der flygter alene, og vi glæder os meget over, at han har tilbudt at holde foredraget hos os, fastslår Ellen.