Billede beskrivelse

Populære højskoledage er tilbage efter tre års coronapause

16. oktober 2022 kl. 08.00

Så er der igen højskoledag i forsamlingsbygningen i Østergade.

Forsamlingsbygningen er hele byens samlingssted for seniorer og frivillige foreninger, og der foregår en masse aktiviteter alle ugens hverdage.

Nu er bestyrelsen for Forsamlingsbygningen, efter tre års coronapause, igen klar med en af de populære højskoledage.

Det bliver 31. oktober mellem klokken 9 og 15.

- Til årets højskoledag vælger vi igen at blive i det nære, så emnet i år er ”Husker du vor skoletid ?”, hvor vi fokuserer på skolevæsenet og folkeskolerne i Hjørring by fra 1950’erne til 1972, lyder det.

Dagen starter på god højskolemaner med morgenkaffe og fællessang ledet af Kai Nørholm.

Herefter vil Gunnar Dahl Pedersen fortælle om lovgrundlaget for skolernes drift i perioden omkring ”Den blå betænkning”.

Dagens tredje indlæg kommer fra Keld Christensen og Erik Vangsted, som vil fortælle om livet på Vestre Skole i 50- og 60’erne.

Efter frokostpausen kommer Kaj Nørholm atter på banen, nu sammen med Jens Wolfsen. De skal berette om deres fortid på Østre Skole set både fra elev og lærerperspektiv.

Som sidste indlæg kommer Hans Henrik Bergensen, Lizzy Strier m.fl. efter en lille kaffepausen med deres betragtninger over den dengang nye Nordre Skole/Holmegårdsskole.

- Vi håber dagens indlæg vil give tid til både eftertanke og mange gode grin, så kom og vær med til en tur ned ad Memory Lane.

Billetter kan købes i Forsamlingsbygningens populære cafe fra onsdag 11. oktober og de koster 125 kroner inklusive forplejning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste