Populær revy er tilbage
Nu er igen premiere på Lundergård Revyen i Hjørring.
Det sker fredag d. 21. april efter 3 års ufrivillig coronapause, skriver arrangørerne i en omtale.
Og det bliver en revy fyldt med nye numre, men også med gensyn til kendte og elskede figurer som f.eks. Edith og Agnes og Svend Bertelsen, der igen er åh så uheldig - så ved kendere af Lundergård Revyen godt hvad det betyder.
Så en masse sjov i kombination med skønne sange og velspillet musik samt en flot scene, der matcher de smukke kostymer. Revyen er igen i år instrueret af Anne Mette Nors og Dorte Mørch Albrechtsen (Agnes og Edith). Musikken ligger igen i hænderne på Andreas Svaneborg med god hjælp fra Michael Jensen, der i parentes bemærket også var kapelmester i Lundergård Revyen for ca. 25 år siden. Kostymerne er designet af Robin Haslund Buch og scenografien har været lagt i hænderne på Anders Budolf Andersen.
Revyen spiller fra den 21. april til den 4. maj. Alle hverdags-forestillinger er allerede udsolgt. Men på revyens hjemmeside kan man stadig købe billetter til fredage og lørdage.