Oplev unik koncert på Kaosfabrikken
Kaosfabrikken på Nørregade i Løkken har siden åbningen i juli budt på mange arrangementer med både filmvisninger og fantastiske koncerter, hvor kendte skandinaviske kunstnere har optrådt.
Torsdag 12. oktober kl. 20.00 er det tid til en ny, spændende musikoplevelse, når man helt ekstraordinært får besøg af 4 blændende, erfarne musikere, der tilsammen udgør The DeSoto Caucus.
Musik på øverste hylde
Kvalitetskvartetten, som består af Anders Nolde Pedersen, Peter Dombernowsky, Nikolaj Heyman og Dennis Ahlgren, samlede sig i det amerikanske band Giant Sand i årene fra 2003 til 2008.
Siden har man udsendt 4 album med original nordicana, og lige nu er indspilningerne til bandets 5. album godt i gang, hvor kursen er sat mod de hjemlige landeveje - herunder forbi Løkken.
Koncertgængerne har virkelig noget at se frem til med iørefaldende sange i sejt flydende grooves med sprød twang, frønnede guitarer, et boblende orgel, lydhørt trommespil og stærke vokaler.
Sangene omfatter historier om øde landeveje, vildfarne sjæle, månens særlige tiltrækningskraft og tilværelsens almindelige ualmindelighed - det er samtidig håndspillet, dynamisk og organisk musik på tophylden.
Alle er på hjemmebane
De 4 herrer er garvede musikere, der til dagligt optræder og indspiller i et hav af forskellige konstellationer med blandt andet C. V. Jørgensen, Poul Krebs, Michael Falch, Marie Frank, Peter Sommer, Tina Dickow og PowerSolo.
Bandet har også sat en lang række solister musikalsk i scene, som ud over C. V. Jørgensen blandt andet også omfatter Agnes Obel og Mark Lanegan, ligesom man har turneret rundt i Europa.
På Kaosfabrikken vil The DeSoto Caucus atter tage fat om de musikalske rødder i den amerikanske tradition, som behandles på en nordisk måde - en unik musikoplevelse for selv den mest kræsne, inklusiv Ekstrabladets anmelder.