Nyt julemarked trak mange gæster
Tidligere på året gik en arbejdsgruppe bestående af Gitte Øllgaard Dahl, som er medindehaver af Børglum Mejeri Hotel, og flere ildsjæle fra den lokale beboerforening sammen.
Den fælles tanke og idé med mødet var at skabe et nyt, samlet julemarked i Børglum by med særlig fokus på masser af kunsthåndværk og råvarer produceret i vores landsdel.
Op ad (Børglum) bakke
Lad det være sagt med det samme; julemarkedet var en stor succes, men det var ikke uden nogle kamelpukler undervejs før, at det hele i allersidste ende kunne lade sig gøre.
I løbet af august satte arbejdsgruppen kræfterne ind på at kontakte potentielle udstillere, men allerede da var returmeldingen, at julemarkedsaftaler var indgået i starten af året.
Derfor blev der snart lavet en ny strategi, hvor alt blev sat ind på at 'støvsuge' markedet, og samtidig bruge mund til mund-metoden endnu mere, så man kunne finde udstillere.
Det lykkedes i sidste ende at få positive svar fra mange, dygtige udstillere, hvilket førte til, at drømmen om et julemarked i Børglum by kunne realiseres lørdag 18. november.
Gik over al forventning
Da markedsdagen oprandt, så var der dejlig sol fra morgenstunden, hvilket indbød alle de besøgende til at gå de få hundrede meter fra mejeri til forsamlingshus, og vice versa.
Arbejdet med at planlægge og arrangere bar frugt - herunder en idé med et af Løkkens legendariske badehuse, der blev brugt som salgsbod med udendørs bænke og bålsted.
Udenfor mejeriet sørgede Klokkerholm Dyrepark ligeså for, at børnene hyggede sig med ponyridning, ligesom mødet med andre kæledyr, man kunne ae og klappe, var populært.
Indenfor osede skummesalen af hygge, og både her og i forsamlingshuset kom flere gæster end forventet - næste års julemarkedsdag er fastsat til lørdag 16. november 2024.