Nyrenoveret Albatros giver gode fangster til lystfiskere i Hirtshals
HIRTSHALS: Hans Jensen har købt en ny Albatros til lystfiskersejlads fra Sydvestkajen i Hirtshals.
- Den gamle Albatros var fra 1947, og den blev ophugget i Frederikshavn på grund af alder og slid, siger Hans Jensen.
- Jeg købte den nye Albatros i 2022 og har fået den gennemrenoveret overalt, så den var klar til de mange lystfiskerture. Vi har haft et rigtig godt år her i 2024 med mange havdage med godt og roligt vejr.
-Min nye Albatros er fra 1997, og det er et rigtig godt skib med stor motorkraft, og den er meget sødygtig på havet, hvor den ligger godt i vandet. Det er vigtigt, når vi sejler med lystfiskere, at de får en god oplevelse hver gang, de sejler med vores nye Albatros, siger Hans Jensen, der også er indehaver af firmaet Inter-Gros på Nejstdalen i Hirtshals.
Han har nye planer med endnu et skib, men det kan ikke afsløres før engang i november måned i år.