Nye kunstnere udstiller på Vrå Bryghus
Vrå Bryghus er kendt for at levere mange forskelligartede oplevelser, og nu fortsætter man med flere sanseindtryk i kreativitetens tegn, når nye kunstnere træder ind via den røde løber i foråret.
De næste kunstnere på paletten er Lone Gramkow, som oprindeligt er uddannet folkeskolelærer, og Eva Thomasberg, som i 2011 valgte at gå på efterløn efter hele 41 år i bankverdenen.
Lone Gramkow
Kunstneren Lone Gramkow har undervist i billedkunst gennem rigtig mange år og trives i at arbejde med forskellige materialer - herunder bl.a. med maling, ler, sølv, guld og uld.
Omkring årtusindskiftet begyndte Lone at male billeder med oliemaling - i dag maler hun mest med akrylmaling og finder særligt inspiration i naturen, havet, himlens blå farver, hverdagen og samspillet mellem natur, dyr og mennesker.
Hendes billeder kommer frem af stemninger og tanker - typisk efter en lang proces, hvor billedet skifter udtryk, når farverne sættes op mod nye farver i en blanding af abstrakt og figurativt.
Hun inspireres og glæder sig over, når andre finder forskellige figurer og fortællinger i billederne - hvilket der sikkert vil blive plads til for de mange besøgende hos det glade bryghus.
Eva Thomasberg
Efter Eva gik på efterløn, valgte hun at begynde at male. Siden har hun fået meget mere lyst og energi til at benytte sin kreative side, og tiden som pensionist tillader, at hun kan bruge endnu mere tid på sin hobby.
Kunstneren maler med akrylmaling på lærred, og hendes malerier spænder vidt fra helt konkrete motiver til abstrakt og naivistisk, ligesom Evas kunst ofte fremstår meget farverig og alsidig, da hun ynder at eksperimentere og afprøve nye teknikker.
Ferniseringen for Lone Gramkows kunst foregår d. 31. marts fra kl. 14.00 til 17.00, mens Eva Thomasbergs fernisering finder sted d. 12. maj fra kl. 14.00 til 17.00.
Både kunstnerne og bryghuset glæder sig meget til at byde alle indenfor til nogle hyggelige timer med sanserne i højsædet - entréen er gratis.