Ny udstilling tager et varmt emne op
"Fremtidens rum og væren" er navnet på en ny udstilling i Kunstbygningen i Vrå.
Udstillingen åbner lørdag 2. september, og der er åbningstale ved Lauge Larsen, udvalgsformand for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling i Region Nordjylland.
Der vil være fri entré til åbningen, og alle er velkommen, oplyser Kunstbygningen.
Om selve udstillingen oplyser Kunstbygningen:
- Vi lever i en tid præget af et stort behov for omstilling. Klimaet er i altovervældende fokus, og der er et stort behov for, at vi orienterer os mod en mere bæredygtig levevis. Det kræver forestillingskraft, og bud på hvordan fremtiden kan se ud.
- I denne udstilling mødes billedkunstnere og arkitekter i en kunstnerisk udforskning af fremtidens bæredygtige liv og omgivelser. Kunsten tilbyder et åbent og visionært rum hvor utopier, viden og praksis kan mødes på tværs, og udføre grundlæggende tankeeksperimenter og visualiseringer af en mulig fremtid. Her er det ikke dystopierne, vi dyrker, men snarere de positive bud på en nærtliggende fremtid.