Ny håndboldcup har stor opbakning
SINDAL: Efter et tilløb på tre år afvikles den første udgave af Soldal Cup, der er en international håndboldturnering for piger og drenge, i weekenden 8. - 10. april med udgangspunkt fra Sindal Hallerne.
- Vores vision er at skabe en hyggelig og moderne håndboldturnering for unge piger og drenge, hvor bredden i håndbolden er i fokus, siger Flemming Jensen fra styregruppen.
57 tilmeldte hold
Det bliver en stor turnering, da der på nuværende tidspunkt er tilmeldt 57 pige/drenge-hold fra hele landet i rækkerne U9, U11 og U13.
De mange deltagere skal afvikle cirka 150 kampe i løbet af weekenden. Da det ikke er muligt at afvikle så mange kampe i Sindal, spilles der også i Bindslev, Astrup, Horne, Hirtshals og Tårs.
Efter kampene lørdag er der showkamp mellem de helt umulige håndboldspillere fra Zulu HK og et udvalgt hold. Zulu HK ledes af den tidligere landsholdsspiller Lars Rasmussen, som blander håndbold med spas, musik, røg og lys. Endvidere sørger Sindal Svømmeklub for sjov i svømmehallen lørdag aften.