Nu skal kunststien endelig indvies: - Det er en gave til Løkken
Igennem lang tid er der blevet knoklet på et kæmpe projekt i Løkken. Og nu er tiden endelig kommet til ferniseringen af den mere end seks kilometer lange Løkken Kunststi, som bliver præsenteret i forbindelse med Løkken Molefestival søndag 28. august klokken 12.00 i festteltet ved Fiskernes Hus på Sdr. Strandvej.
Initiativtageren bag det hele er lokale Jonna Liv Jensen, som blandt andet også er projektleder og formand for Kulturhus Løkken, admin på ”Løkken Hele Året” på Facebook, som mange sikkert kender online, og andre sammenhænge i kulturlivet.
- Jeg glæder mig altså helt vildt til lanceringen af dette projekt, også for alle, der på en eller anden måde har været involveret i det, og har arbejdet intenst igennem et par år for endelig at kunne præsentere det, siger hun begejstret.
Umiddelbart før ferniseringen vil websitet www.løkkenkunststi.dk blive lanceret. Her kan man læse om projektet, kunstnerne involveret, vartegnene, de mange forskellige stier i Løkken og De 17 Verdensmål.
På hjemmesiden vil der være masser af historie og viden om kunsten i Løkken før og nu hæftet op om de smukke vartegn, som byen har. Dette både på skrift og i de 10 film til projektet, der er blevet produceret lokalt af Jensen Film med Gustav Urth som engageret naturformidler. Sitet vil være på både dansk og over tid på engelsk.
- Vi har virkelig lagt os i selen for at udnytte mulighederne, og samtidig kombinere historie med noget moderne. For eksempel kan man scanne QR-koderne på stierne med sin mobiltelefon, så man kan lære mere omkring dem alle 10, når man følger dem, bekræfter hun.
Der vil være mere information om projektet, når Jonna starter talerækken ved ferniseringen. Derudover vil der også være taler fra kunstneren Lise Vestergaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Homann, og formand for Norlys Vækstpulje Nyfors, Karsten Frederiksen. Desuden vil der være overrækkelse af projektet til byen ved formand for Løkken.dk, Stefan Karlborg, samt bureauleder Amalie Andersen.
- Der er lagt rigtig mange timer i det her. Både fra flere lokale kunstneres side, der stadig arbejder på værker, lokale ildsjæle og mig selv. Samtidig er det vigtigt at understrege, at projektet ikke ville være blevet til noget uden vores sponsorer og en masse lokale kræfter, siger Jonna.
Til ferniseringen vil der udover talerne og børnekunstworkshop med malebøger til de yngste også være behagelige, musikalske toner fra troubadur Søren Krogh og Janus Bechmann, som har lagt lyd til projektets film, der kan findes på youtube og det fremtidige site. Der vil ligeledes være en forfriskning til alle, der møder op.
- Projektet er dybest set en gave til Løkken og dens historie over mange år, byens kunstneriske kunnen og dens selvforståelse. Og jeg glæder mig enormt meget til at fejre det med alle, der skulle have lyst til at komme på denne særlige dag, smiler hun.