Billede beskrivelse

Nu skal bøgerne omgives med lyd: Syng dansk hele dagen på biblioteket

Hjørring Bibliotek byder på masser af underholdning 2. november

19. oktober 2023 kl. 15.00

Du kan være med til at fejre den danske sangskat ved årets "Spil Dansk Dag". Den afvikles i år torsdag 2. november, og på Hjørring Bibliotek bydes der på masser af aktiviteter.

Den musikalske dag starter kl. 10 på Hjørring Bibliotek. Her vil Laila Zielke, turistchef i Hirtshals og byrådsmedlem i Hjørring Kommune, byde velkommen, og så indtager en række skoleklasser og kor på skift scenen, hvor de vil synge for til fællessang. 

Næste programpunkt er klokken 16, hvor den sprudlende formidler Anette Prehn holder sangforedrag med indlagte fællessange. Hun tager udgangspunkt i digter Jeppe Aakjærs breve, foredrag og erindringer, som hun har skrevet en række anmelderroste nye sangtekster ud fra. Med sig ved flyglet har hun pianist Bjarke Langkjær, en af Hjørrings mange musikalske ildsjæle. Sangforedraget indledes i øvrigt af en anden musikalsk ildsjæl, nemlig tidligere friskoleleder Anne Wraae.

Efter foredraget sælger bibliotekets Café "Lige efter Bogen" i tidsrummet kl. 17.30-18.30 en lækker sangsuppe.

Klokken 19 byder Hjørrings Kommunes kulturchef, Leif Lund Jakobsen, velkommen til aftenens store sang-event. Her optræder en række forskellige Hjørring-kor. De synger for på fællessange, hvor alle kan være med, og det hele bindes sammen af Anette Prehn. 

Spil Dansk Dagen på Hjørring Bibliotek er i år arrangeret i fællesskab med "Sangkraft Hjørring" og med støtte fra Kulturalliancen. 

Der er entré til sangforedraget med Anette Prehn og betaling for sangsuppen - men de øvrige arrangementer er gratis og kræver ikke tilmelding. Se mere på hjbib.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste