Nu åbner Børglum Kloster for årets julemarked
En af de flotteste attraktioner i vores unikke, nordjyske område er Børglum Kloster, som traditionen tro afholder julemarked, der er klostrets største årlige event.
Med blot en kort køretur fra Løkken, så er der ikke langt til at besøge markedet, som denne gang afholdes i hele fire weekender - plus en hverdagsaften med et brag af et festfyrværkeri.
Der åbnes op første gang allerede fredag 18. november 2022, og familien Rottbøll, som igennem generationer har ejet og drevet klostret, har som altid lagt en stor arbejdsiver for dagen, og det kommer snart de besøgende til gode.
Masser af aktiviteter
Med mange forskellige boder med delikatesser, julepynt, kunst og håndværk, så kan man få flere oplevelser af forskellig karakter på markedet. Det er derfor et oplagt sted at købe julegaver, ligesom den julepyntede Klosterbutik som altid også har masser af oplagte gaveidéer.
Til julemarkedet har man blandt andet også mulighed for at komme ind i klostrets private, julepyntede stuer og kongesalen, som normalt ikke er åbne for gæster, men kun åbnes denne ene gang om året.
Som noget helt nyt kan man i år også forudbestille brunch hos Café Vognporten, der på alle dage serverer flere forskellige, lækre småretter, ligesom der på lørdage og søndage serveres flere retter, der traditionelt hører til et dansk julebord.
Fred over jorden
Temaet for dette års julemarked er 'fred over jorden', hvilket er et budskab, som man ønsker at sende i en tid, der i øjeblikket synes at være præget af krig og mere ubalance i verden.
Børglum Kloster har som bygning oplevet meget i sin levetid, og kan med dets lange historie, størrelse og pragt måske give en form for håb - særligt, når der inviteres indenfor til en stor oplevelse til deling som denne.
Udover julehygge med julepyntning, herunder i den renoverede hestestald, så får stemningen igen i år også musikalsk islæt på markedet, når et hyggeligt nisseorkester underholder i Klostergården, hvilket altid er en livsbekræftende publikumsmagnet.
Tider og priser
For mange, der har oplevet markedet før, er det nærmest blevet en lige så stor tradition at besøge Børglum Kloster op til jul, som at sige 'amen' i kirken.
Julemarkedets åbningstider er:
Fredag 18. november, lørdag 19. november, søndag 20. november, fredag 25. november, lørdag 26. november og søndag 27. november - alle dage klokken 10.00 til 17.00.
Tirsdag 29. november er der åbent klokken 16.00 til 20.00, og der afsluttes med et smukt festfyrværkeri ved lukketid.
Lørdag 3. december, søndag 4. december, lørdag 10. december og søndag 11. december - alle disse dage kl. 10.00 til 16.00.
Entréprisen for voksne er 110 kroner pr. person. Prisen for børn i alderen syv til 12 år er 50 kroner, mens børn op til seks år kan komme gratis ind.