Ni kvinder har halfest i ærmet: Mad, musik, bar og kagebord - det skal overskuddet gå til
HJØRRING: Frygter du at samle støv og kede dig i sofaen 4. februar, så er der i hvert fald en udvej, hvis du ellers er til fest og farver.
Ni kvinder, der alle spiller håndbold i SHI, er gået sammen om arrangerer et ordentligt halbrag i Højene Hallen den første lørdag i februar.
- Vi kom til at snakke om, at det kunne være fedt, hvis der igen blev stablet en halfest på benene. Så vi satte os ned og planlagde en, lyder det fra en af de ni, Helle Leed.
Maden leveres af Bryghuset Vendia, mens musikken både leveres af en DJ samt Petrols, der spiller hits for alle aldre. Der er også bar og kagebord samt et par yderligere ideer, der skal foldes ud på aftenen.
- Vi glæder os egentlig bare til kunne fyrer en fest af og måske skabe rammerne for en ny tradition, siger Helle Leed.
Allerede søndag 9. oktober kan man møde den initiativrige flok, når billetsalget skydes i gang i Højene Hallen fra klokken ni til 15. Efter den seance vil det være muligt at købe billetter via SHI's hjemmeside.
Et eventuelt overskud skal gå til tiltag, der kan forbedre børn og unges trivsel i Højene.