Nej, det er ikke et maleri: Prisbelønnede Bjarne har taget billederne - du kan se dem nu
Ved første øjekast ligner det et maleri, men kigger man lidt nærmere, falder ti-øren:
Det er fotografier af mennesker af kød og blod, som fotograf Bjarne Hyldgaard, der arbejder hos PhotoCare i Hjørring, har knipset - og de er klædt ud, så de passer ind i perioden 1534-36 i Danmarkshistorien.
25 billeder har han taget af personerne, hvoraf mange normalt deltager ved Middelalderdage på Voergaard Slot.
Under titlen Grevens Fejde udstilles billederne i slottets ridehal frem til 15. august - hver dag kl. 11 - 16.
Der er gratis adgang til udstillingen med køb af billet til rundvisning på slottet, og der er fernisering søndag 18. juli klokken 14 - men udstillingen er allerede nu åben. Man kan også nøjes med at gæste ridehallen til en mindre entré.
Udstillingen rummer desuden tidstypiske klædedragter.
Bjarne Hyldgaard er internationalt prisbelønnet - serien der udstilles er taget i forbindelse med, at han har taget en master i fotografi hos Nordisk Forbund For Fotografi - en master, der blev belønnet med guld.