Søren Vester til Løkken
Det sker

Mød den folkekære og ud-til-fingerspidserne kreative Søren Vester i Løkken

26. marts 2023 kl. 09:01

Visit Nordvestkysten byder for første gang nogensinde velkommen til et helt nyt koncept i Løkken, nemlig kreativ fritime med Søren Vester.

Onsdag 5. april har Visit Nordvestkysten slået sig sammen med Løkken DK og Kreacafe Løkken om at lave en kreativ og hyggelig dag for alle med den folkekære og ud-til-fingerspidserne kreative Søren Vester.

- Konceptet har vi udviklet i samarbejde med Søren Vester, som er kendt fra tv i diverse renoverings- og indretningsprojekter af hus og have.

- Vi har haft flere sjove møder, hvor vi har kastet en million ideer op og kom til sidst frem til, at "kreativ fritime med Søren Vester“ var et vinderkoncept som både børn, unge og voksne kan få en dejlig dag ud af, fortæller Steffie Daarbak Bønsdorff, der er marketing og eventkoordinator i VisitNordvestkysten.

Søren Vester byder altså børn, unge og ældre velkommen indenfor i hans kreative univers onsdag 5. april, hvor han understreger at alle er velkommen og at kreativitet er til fri fortolkning.

Søren vil tre gange i løbet af dagen lave en intro hvor han vil gennemgå nogle sjove og anderledes teknikker - blandt andet med naturen lige uden for døren og en generel snak om kreativitet.

- Herefter kan man sætte sig med sin fornyede inspiration med dem man holder af, og lade kreativiteten få frit spil på sit helt eget lærred. Hele ideen med konceptet er at samle folk i et kreativt miljø, hvor ideer og tanker kan få frit spil sammen med hygge og nærvær med dem man holder af, lyder det.

Arrangementet finder sted i et stort opvarmet telt på stranden overfor North Shore Surf, og i det kreative telt bydes der velkommen til hygge, grin, afslapning og kreativitet i helt eget tempo.

- Her har vi fyldt teltet op med god stemning, lange borde og bænke og alt hvad hjertet kan begære af kreative redskaber og maling i alle regnbuens farver, lyder det fra arrangørerne.

- Vi glæder os helt vildt til, at det summer af liv, kreativitet og hygge til "kreativ fritime med Søren Vester“ i Løkken, udtaler Randi Gjerløv Winther og Steffie Daarbak Bønsdorff.

Arrangementet med Søren Vester er en del af en storslået kampagne fra Visit Nordvestkysten og de lokale turismekontorer "1 ud af 100 oplevelser". 1 ud af 100 oplevelser skal inspirere lokale og gæster og give lyst til at besøge kysten uden for sommersæsonen.

Annonceret indhold

Nyeste