Milliondonation sikrer færdiggørelsen af Tornbys plejehjem
TORNBY: Friplejehjemmet i Tornby kommer nu til at hedde Friplejehjemmet Asbjørn, efter at rederiet Asbjørn netop har doneret tre millioner kroner til færdiggørelsen af byggeriet.
Friplejehjemmet i Tornby havde svært ved at få byggeriets oprindelige budget til at hænge sammen uden besparelser. Det synes rederiet var synd for det flotte byggeri, og derfor donerede rederiet tre millioner kroner, så byggeriet kan færdiggøres i sit oprindelige oplæg.
Byggeriet blev sendt i udbud til fire nordjyske byggefirmaer lige inden jul. Desværre viste licitationen, at projektet ikke kunne gennemføres uden forringet kvalitet af byggeriet. For at undgå dette spurgte bestyrelsen rederiet Asbjørn om en mulig sponsoraftale, og efter kort tids forhandling blev der opnået enighed om en navnesponsoraftale.
Formanden for friplejehjemmets bestyrelse, Peter Skovgaard, udtaler:
- Vi er meget glade og dybt taknemmelige for sponsoratet, der sikrer, at vi undgår kompromis for at få et fremtidssikret plejehjem af højeste kvalitet. Rederiet Asbjørn står for nogle værdier, der flugter med de værdier, som ligger bag tankerne om friplejehjemmet.
Rederiet Asbjørn, som ejes af brødrene Roi Magnussen og Fride Magnussen samt Fridi Magnussens søn Nikolaj Magnussen, driver det store pelagiske fiskefartøj HG 265 Asbjørn og har kontor i Hirtshals.
Direktør Fridi Magnussen udtaler:
- Vi vil gerne bakke op omkring den store ihærdige indsats, der er blevet gjort gennem flere år for friplejehjemmet. Desuden vil vi gerne vise, at vi som ansvarlig virksomhed også tager et socialt ansvar, som både ledelse og medarbejdere kan være stolte af.